Miraklet i Irak

Historien har det med sommetider at overhale den gængse sandhed på det givne tidspunkt.

Irak er det seneste og mest opmuntrende eksempel. Kritikerne vil til det sidste benægte, at George W. Bush gjorde det rigtige, da han væltede Saddam Hussein. Men det, der vil blive budskabet i historiebøgerne, er muligvis et andet.

Kun godt et år efter, at Bush gik af og tilsyneladende efterlod et billede af sig selv og sin regering som et monstrum, der stort set altid gjorde det forkerte, kaster stadig flere blikket tilbage til november 2003, da han sagde:

»Succes i Irak vil sende det budskab fra Damaskus til Teheran, at frihed kan blive enhver nations fremtid. Skabelsen af et frit Irak i Mellemøstens hjerte vil blive en flodbølge i den globale demokratiske revolution.«

Lad være, at Bush gik ind i Irak for at finde masseødelæggelsesvåben, som ikke eksisterede, og at han senere fandt den begrundelse for invasionen, at dens mål var at begynde at opbygge demokrati i Mellemøsten. Men bevidst eller ubevidst var det hans beslutning, der førte til det andet demokratiske valg i Irak i søndags. Et valg, som tydeligere end noget andet viser, at Irak er et demokrati.

Tvivlerne vil hage sig fast i ordene »et skrøbeligt demokrati,« men også her er de ved hastigt at blive modbevist. Vel har Iraks mange sekter og politiske partier forskellige opfattelser. Men de har siden det første parlamentsvalg og lokalvalgene vist en formidabel evne og vilje til på tværs af de mange skel at arbejde sammen mod det demokratiske mål.

Medens bomber og selvmordsterrorister har hærget, har et stort set enigt parlament blot i det seneste år gennemført et halvt hundrede love, som tegner et klart billede af Irak som det mest progressive land i Mellemøsten. Elektricitet, vand, sundhedsklinikker og sikkerhed er heller ikke længere en massiv mangelvare.

Resterne af Al Qaida i Irak er ikke den trussel mod et demokratisk styre, som de var for blot få år siden. Jo, søndagens valg blev den flodbølge, som præsident Bush forudsagde. Nu er det irakernes egen opgave, når USA trækker sig ud, at konsolidere demokratiet. Hvis det lykkes, vil de tusinder af liv, som unge fra Vesten har ofret i Irak, ikke være forgæves.

Og hvorfor skulle det ikke lykkes? Irakernes vilje til at skabe deres egen fremtid synes nu så stærk, at den dramatisk vil rydde de sidste stadig eksisterende hindringer for demokrati af vejen. Søndagens valg var beviset.

At denne udvikling skræmmer Iraks naboer i Mellemøsten kan ikke overraske. For især Iran og Saudi-Arabien er det en trussel, fordi fuldt demokrati i Irak vil fortælle deres befolkninger, at demokrati kan lykkes, hvis viljen er til stede. Men Irans forsøg på med alle midler at standse processen er mislykkedes, for fra kurderne i nord til sunnierne i vest og shiiterne i syd er der trods de vedvarende modsætninger enighed om at bringe Irak på fode.

Hvornår Irak efter vestlig målestok er et fuldt og ægte demokrati, ved ingen. Men det er stedse mere klart, at invasionen var igangsætteren af den demokratiske proces, som med tiden forhåbentlig vil brede sig til hele Mellemøsten.

Et valg er i sig selv ikke nok til at skabe et mirakel. Men det irakiske valg var et mirakel, fordi det krigshærgede land overvandt de sekteriske modsætninger, og fordi shiiter, sunnier og kurdere i rekordtal trodsede trusler og bomber for at vise, at de tror på et demokratisk Irak.