Åh, Sverige

Den 86-årige Judith Popinski er en af de få overlevende jøder fra den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz. Hendes familie gik til grunde, men ved et mirakel lykkedes det hende at komme til Sverige, hvor hun de seneste 65 år har boet i Malmø.

Popinski har ifølge den britiske avis Daily Telegraph været vant til at optræde på lokale skoler, hvor hun har fortalt sin livshistorie og oplyst svenske skoleelever om Holocaust, men det gør hun ikke længere i samme omfang.

Det skyldes, at nogle muslimske elever føler sig krænkede over at skulle høre om udryddelsen af de europæiske jøder, så Holocaust er forsvundet fra skemaet i boligområder, hvor indvandrere med muslimsk baggrund dominerer. Byens synagoge har skudsikre glas i vinduerne, og vagter er sat til at passe på bygningen. Jødiske kirkegårde er blevet udsat for hærværk, sidste år blev der sat ild til et jødisk kapel, og jøder er begyndt at flytte fra byen, fordi de føler sig utrygge. Samtidig kunne man sidste år høre en svensk imam i Sydsverige erklære, at jøderne burde stilles op på række og spyttes på, for så ville de besvime, og man ville i så fald ikke længere vove at kalde muslimer for terrorister.

Malmøs borgmester, socialdemokraten Ilmar Reepalu, har bortforklaret disse episoder med Israels fremfærd over for palæstinenserne, mens han selv har fået livvagter. Nogle føler sig provokeret af hans udtalelser, som i sandhed er tåbelige, men de skal selvfølgelig alene imødegås med argumenter.

Der er flere eksempler, men disse rækker til at illustrere pointen: Volden og trusselskulturen griber om sig i Sverige.

Senest har de amerikanske og irske myndigheder afsløret planer om et attentat mod den svenske Muhammed-tegner Lars Vilks. Planerne blev lagt uden for Sverige, men de indskriver sig i det generelle billede af radikaliserede muslimer, der er parate til at dræbe for en tegning. Nyheden om attentatplanerne fik forleden tre af Sveriges største aviser til at genoptrykke Vilks tegning, mens den fjerde, Aftonbladet, undlod at gøre det med henvisning til, at man ikke ønskede at tjene ekstremisternes sag.

Fælles for de svenske mediers reaktioner er en samlet fordømmelse af Politikens forlig med en saudiarabisk advokat. Aftonbladets chefredaktør kalder ligefrem Politikens skridt for ”fejt” og afviser at undskylde for noget som helst inklusive offentliggørelsen af Vilks Muhammed-tegning i 2007.

Gad vide hvad forfatteren Carsten Jensen har at sige til den form for forhånelse af et religiøst mindretal, som han i årevis har ment alene var en dansk nationalsport?

Må vi ønske vores broderfolk velkommen til virkeligheden. I Sverige har medier, politikere og kulturelite længe undgået en fri og åben debat om de problemer og udfordringer, indvandringen og islam rejser. Man har fortrængt debatten til undergrunden. Det virker, som om tidspunktet nærmer sig, da det ikke mere lader sig gøre. Selv i Sverige, og det ender sandsynligvis med, at det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna kommer i Riksdagen ved det kommende valg.

Den samme udvikling har fundet sted i Danmark, Holland, Norge, Tyskland, Frankrig og andre europæiske lande. Den indebærer, at de europæiske samfund efter en periode med tabuisering og fortrængning af reelle problemer med integration uundgåeligt er blevet genstand for værdisammenstød og konflikter. Det er en nødvendig og gavnlig proces, der handler om, hvad det indebærer at være borger i et demokrati; om religionsfrihed, ytringsfrihed og ligestilling.

Sverige, velkommen til det 21. århundrede.