Israel og venner

Israels forbløffende behandling af den amerikanske vicepræsident Joe Biden kommer på et uheldigt tidspunkt. Biden var i Israel for at genoprette det unægtelig anstrengte forhold mellem USA og Israel.

Han brugte det første døgn af sit besøg på at understrege USA's totale og uforbeholdne støtte til Israels sikkerhed. Men midt i det hele blev han præsenteret for en israelsk beslutning om at bygge 1.600 boliger i Østjerusalem og måtte i stærke ord fordømme den. Den er ikke alene et slag i ansigtet på Barack Obama. Den bringer også hans fredsplan i fare.

Hvad premierminister Benjamin Netanyahu tror at kunne opnå ved at presse USA, er et åbent spørgsmål. Israels afslag på at standse bosættelserne i Østjerusalem og nu til overflod at øge dem har allerede bragt Israel i et modsætningsforhold til USA, FN og EU.

Den støtte til Goldstone-rapporten om israelske og palæstinensiske krigsforbrydelser i Gaza, som Europa-Parlamentet i onsdags vedtog, gør det ikke bedre. Og ved nu at gøre Jerusalem til skueplads for en konfrontation med USA har Israel valgt en yderst risikabel linje.

Det nye kapitel, som USA håbede at kunne åbne med Bidens besøg, sluttede, før det var skrevet. I stedet for at åbne for den dialog med palæstinenserne, som de har erklæret sig villige til, er israelerne nu ved at lukke muligheden for det kompromis om Jerusalem og en tostatsløsning, som er hele fundamentet for fredsprocessen.

Det står klart, at Netanyahu og hans regering ikke vil standse bosættelsesprogrammet, og ingen palæstinensiske eller arabiske ledere vil overhovedet acceptere en løsning, som giver Israel kontrollen over hele Jerusalem.

Israels påstand om, at det erobrede Østjerusalem efter krigen i 1967 er en del af Israel, er aldrig blevet internationalt anerkendt. Alligevel provokerer de israelske ledere og skaber dermed ikke blot yderligere skepsis blandt deres traditionelle støtter, men spiller kortene i hænderne på den arabiske verden, som ikke har bidraget særlig konstruktivt til fredsprocessen.

En fredsløsning i Mellemøsten er en af hjørnestenene i Barack Obamas udenrigspolitik. Men det hjælper ham kun lidt, at han har bred international støtte både i Europa, FN og Rusland. For Israel har tilsyneladende truffet sit valg.

De smukke ord om to stater for to folk og om genoptagelse af forhandlinger om palæstinenserne overskygges nu desværre af Israels forsøg på at presse præsident Obama til at opgive sit krav om det stop for bosættelserne, som er en afgørende forudsætning for at komme videre i processen.

Hvad vil Netanyahu? Kører han et populistisk-nationalistisk parløb med højrefløjen uden tanke for, hvor vigtig USA's og den vestlige verdens støtte er for Israels sikkerhed og stabiliteten i Mellemøsten? Det spørgsmål stiller nu også mange israelere.

Israel er i sin fulde ret til at forsvare sine interesser. Men det bør erkende, at en israelsk-arabisk fred i lyset af den iranske trussel ikke blot er i Israels egen, men også i det internationale samfunds interesse. Derfor er en konfrontation mellem Israel, USA og Europa yderst problematisk.

Nu må Netanyahu vise, om han vil bevare sine venskaber. Det israelske afslag på danske politikeres ønske om at besøge Gaza er kun en lille brik i det internationale spil. Men desværre et udtryk for, hvordan Israel sætter sine venners tålmodighed på en hård prøve.