Kirke og stat

Med stedse større hyppighed dukker spørgsmålet om kirke og stat op til overfladen. Ikke fordi et flertal af befolkningen synes at ønske det. Ej heller synes emnet at være på dagsordenen i Folketinget.

Alligevel kommer det til debat, fordi kræfter i den danske folkekirke enten gennem deres ord og gerninger fremkalder debatten, eller fordi de ligefrem søger debatten uden dog at være indstillet på at tage de fulde konsekvenser af deres synspunkter. Senest er debatten aktualiseret af udtalelser fra flere biskopper om, hvorvidt folkekirken skal kunne vie homoseksuelle.

»Sådan en beslutning skal ikke tages af et parlament, men af en kirke,« mener biskoppen i Viborg Stift, Karsten Nissen.

Denne ene sætning er et vidnesbyrd om en biskop, der synes at sætte folkekirken over staten, uagtet at det aldrig må blive tilfældet i Danmark.

Folkekirken er ikke kun juridisk underlagt staten, men eksisterer i sin nuværende skikkelse også kun i kraft af staten.

Uden kirkeskatten og anden økonomisk støtte fra staten ville folkekirken formentlig blive reduceret til et noget mindre trossamfund. I hvert fald er det svært at forestille sig, at det store flertal af folkekirkens nuværende medlemmer ville betale den fulde pris for at opretholde folkekirken som et selvstændigt og af staten frigjort trossamfund.

Alene derfor giver det sig selv, at spørgsmålet om, hvorvidt homoseksuelle skal have adgang til at få en kirkelig vielse, er et anliggende, der reelt afgøres af Folketinget.

Retfærdigvis skal siges, at Karsten Nissen er modstander af homoseksuelle vielser, men flere af hans kollegaer har tilkendegivet den modsatte opfattelse.

På det personlige plan kan man have forståelse for de homoseksuelles ønske om den ultimative ligestilling, som en kirkelig vielse repræsenterer. Når de har opnået ligestilling i så mange andre sammenhænge, hvorfor så ikke i kirken?

Heroverfor står synspunktet om, at en kirkelig vielse er den religiøse anerkendelse af båndet mellem mand og kvinde og dermed menneskeslægtens videreførelse.

Selv anno 2010 fremkalder emnet voldsomme følelser, og man kan møde mange, der gerne støtter ligestilling, men endnu ikke er parat til at tage skridtet fuldt ud og give homoseksuelle adgang til kirkelige vielser.

Tilsyneladende er der i Folketinget ved at manifestere sig et flertal, efter at en samlet opposition for en måned siden fremsatte et beslutningsforslag om at give trossamfund tilladelse til at vie homoseksuelle.

Det ubesvarede spørgsmål er imidlertid, om det kun skal være en tilladelse eller en ret eller en bevarelse af status quo?

Er det kun homoseksuelle medlemmer af folkekirken, der skal have denne mulighed, eller skal eksempelvis også homoseksuelle muslimer, jøder og katolikker have samme ret?

Givet er det, at alle anerkendte trossamfund er underlagt Folketinget i den forstand, at hvis et flertal vil tillade homoseksuelle vielser, må det være en ret for alle uanset deres religiøse overbevisning. Ellers vil der være tale om diskrimination og altså det fundamentalt modsatte af ligestilling.

Spørgsmålet om, hvorvidt homoseksuelle skal have adgang til kirkelige vielser, kalder på en afklaring. Ingen præst skal kunne tvinges til at vie homoseksuelle. Afgørelsen skal heller ikke ligge hos biskopperne, da en sådan bemyndigelse kun er mulig gennem en adskillelse af kirke og stat. Men måske er det, hvad nogle biskopper ønsker?