Selskabsreform

Vil man kalde på den kollektive forargelse, skal man blot nævne ”bankdirektører” og ”løn” i samme sætning.

Den samfundsgruppe, der mest konsekvent falder for fristelsen, er medlemmer af Folketinget og regeringen.

Banksektoren har kun overlevet kredit- og finanskriserne takket være ubegrænsede garantier fra skatteyderne, hvilket giver lovgiverne retten til at have kontante meninger om pengeinstitutterne og deres ledelse.

For en sjælden gangs skyld vil det således ikke være rimeligt at tale om populisme, om end det altid ville klæde Folketinget at tage et opgør med egen skattefri løn og andre frynsegoder, førend medlemmerne begynder at kaste med sten.

Danske bankdirektørers løn er som udgangspunkt ikke utidssvarende, hverken bedømt efter en national eller international målestok eller set i forhold til brandskatningen i Danmark, der presser alle lønninger i vejret.

Det vil da også være uhørt, hvis Folketinget vil til at detailregulere lønforholdene for de ledende medarbejdere i udvalgte børsnoterede selskaber.

Dog kan der i lyset af krisen være gode grunde til at reformere eksistensvilkårene for alle børsnoterede selskaber, der i Danmark alt for længe har levet i en osteklokke. Tillige vil der være tale om en ganske anden legitimitet, da der er tale om lovgivning omfattende alle børsnoterede selskaber i stedet for, som det påtænkes, kun for pengeinstitutterne.

Direktører i danske børsnoterede selskaber har generelt et antikveret forhold til gennemsigtigheden af deres lønvilkår.

Det turde være indlysende, at de fulde aflønning inklusive frynsegoder af hvert bestyrelsesmedlem og hver bestyrelsesudpeget direktør i børsnoterede selskaber skal være fuldt oplyst for aktionærerne og årligt skal godkendes på generalforsamlingen.

Lige så indlysende er det, at alle aktionærer skal stilles lige. Det vil sige, at børsnoterede selskaber kun skal have én aktieklasse, og at alle aktier skal bære samme stemmeret.

Helt afgørende er det, at de børsnoterede selskaber ikke har nogen indskrænkninger i stemmeretten, eller at der er taget andre skridt til at mindske aktionærernes indflydelse.

Eksempelvis har flere banker væsentlige indskrænkninger i aktionærernes indflydelse, og i et enkelt større pengeinstitut er der tale om så bizarre indskrænkninger, at de udelukkende kan have til formål at forhindre bestyrelse og direktion i at være ansvarlig over for ejerne - aktionærerne.

En række pengeinstitutter har tillige indrettet sig med særegne fondskonstruktioner, der igen kun kan ses som havende til formål at forhindre ejerne i at kunne gøre ansvar gældende over for bestyrelse og direktion.

At nogle pengeinstitutter til overflod både har demokratidræbende stemmeretsbegrænsninger og mærkværdige fondskonstruktioner vidner om, at begrebet ”god selskabsledelse” i disse pengeinstitutter er ikke-eksisterende.

Der er al mulig grund til en reform for de børsnoterede selskaber, men den skal selvsagt gælde alle.

Med gennemsigtighed og maksimal aktionærindflydelse vil der også være grund til at håbe, at det seneste årtis excesser i bestyrelseslokalerne ikke vil blive gentaget.

Måske ville det endda føre til, at alle pengeinstitutter fremover respekterer Pengeinstitutankenævnets afgørelser.

Naturligvis vil mangen en bestyrelse og direktion jamre højlydt, men essensen er, at i en ordentligt drevet virksomhed vil bestyrelse og direktion aldrig frygte aktionærerne.