Naiv terrorstøtte

Ingen uden for forbrydernes kreds ved, hvem der havde fingeren på aftrækkeren, da politibetjent Jesper Egtved Hansen blev skudt i Købmagergade den 3. november 1988.

På det område er Blekingegade-bandens medlemmer fortsat tavse. Men én er stået frem og har fortalt om, hvordan medlemmer betragtede sig som idealister og anså videreformidlingen af udbyttet til PLFP som et dansk bidrag til, hvad de betragtede som palæstinensernes retfærdige frihedskamp.

Bandens handlinger og konsekvenserne af dem for uskyldige mennesker affærdigedes iskoldt og samvittighedsløst som omkostninger i kamp for en højere retfærdighed.

Hvad angår midlerne tåler den seneste sag, hvor formanden for Foreningen Oprør, Patrick Mac Manus, netop er idømt seks måneders betinget fængsel for forsøg på at yde økonomisk støtte til terrorbevægelser, naturligvis ingen sammenligning med Blekingegade-bandens forbrydelser. Målet er imidlertid det samme; at støtte terrororganisationer som colombianske Farc (Colombias Revolutionære Væbnede Styrker) og PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse). Ligeså argumentationsformen; at det, som nogen opfatter som terrorisme, i andres optik er legal frihedskamp. Men målet er uacceptabelt og argumentationsformen uanvendelig i et demokratisk, lovlydigt samfund.

De to grupper har beviseligt begået drab og andre overgreb mod civilbefolkninger, for PFLP's vedkommende ved anvendelse af bil- og selvmordsbomber. Sådanne handlinger er ikke åbne for fortolkning. De er juridisk og moralsk forkastelige, og de organisationer, der står bag dem, er følgelig placeret på EU's liste over terrororganisationer.

Med andre ord kan Foreningen Oprør og Patrick Mac Manus ikke påberåbe en demokratisk ret til en anden opfattelse af Farc eller PLFP. Det gjorde han heller ikke. I retten sagde Patrick Mac Manus, at han aldrig har sendt penge til organisationerne, at det hele var et mediestunt med henblik på at skabe en debat om terrorlovgivningen. Det taler for sig selv.

Dommen for terrorstøtte til Patrick Mac Manus kommer næppe som en overraskelse, da den ligger i tråd med en afgørelse fra Højesteret i den såkaldte ”T-shirt-sag”. Her blev medlemmer af foreningen Fighters & Lovers også idømt betingede domme for terrorstøtte, efter at de havde været involveret i salg af T-shirts, hvor overskuddet skulle gå til de samme bevægelser som i tilfældet med Foreningen Oprør.

Dommene baserer sig på den lovgivning, som blev indført efter 11. september 2001, og som siden er revideret og strammet op. Det er en løbende opgave for politikerne at overvåge brugen og effekten af lovgivningen for at tilse, at de basale frihedsrettigheder, som vort samfund bygger på, ikke bliver ofre i jagten på terrorrelateret virksomhed.

Det er da heller ikke det, der er sket med dommene mod Foreningen Oprør og Fighters & Lovers. Domstolene har markeret, at naivitet, politisk tossegodhed og idealistisk vildfarelse ikke tjener som formildende omstændigheder, hvis man yder økonomisk støtte til grupperinger, der søger at opnå deres mål gennem vold og gemene forbrydelser.

Det er velgørende, for med sin naive forherligelse af Farc og PFLP bidrager Foreningen Oprør til en farlig legitimering af, at utilfredshed med eksisterende samfundsforhold berettiger terror.

Man kan vende og dreje det på mange måder, men det er netop det tankesæt, der den 3. november 1988 førte til, at en ung politibetjent mistede livet i Købmagergade.