Point for point

På langt de fleste stræk er der tale om en klar forbedring i den udlændingeaftale, som regeringen og Dansk Folkeparti har indgået.

Systemet med, at det skal være lettere at få permanent opholdstilladelse i Danmark for de mange, formentlig langt de fleste, udlændinge, som er villige til at integrere sig og acceptere spillereglerne i det danske samfund, virker både rigtigt og indlysende. Det vil forhåbentlig virke stimulerende på lysten til at yde et bidrag til det samfund, som man har valgt at bosætte sig i.

Aftalen rummer dog også minusser. Det største er, at der nu skal gå fire år, inden udlændinge for tredjelande får ret til at stemme til kommunal- og regionalvalg. Deltagelse i demokrati er netop forudsætningen for aktiv deltagelse i samfundet; derfor virker det besynderligt, at Danmark nu vil forlænge fristen for at kunne stemme. Det indbyder netop ikke til integration, men snarere til at opbygge de parallelsamfund, som hele aftalen netop skulle bekæmpe.

Det mest markante nybrud i aftalen er, at udlændinge fremover gennem et pointsystem skal kunne arbejde sig hurtigere frem til en permanent opholdstilladelse. En stor del af indholdet er velkendt som krav om beskæftigelse og kundskaber i dansk. Men systemet indeholder også nye måder at vise sin integrationsvilje på, blandt andet gennem aktivt medborgerskab, som i dansk forståelse typisk vil sige at engagere sig i foreningslivet, foruden at man kan opnå hele 15 ud af de 100 krævede point ved at bestå en ”skriftlig medborgerskabsprøve”, som giver mulighed for at bevise, at man har kendskab til Danmarks historie, kultur og hverdagsliv.

Om det vil virke, afhænger i høj grad af spørgsmålenes karakter. De må selvsagt være principielle og forholde sig til de store linjer. Eksempler fra tidligere indfødsretsprøver om, at kendskab til medaljerækken i kvindehåndbold eller navnet på instruktøren af Olsen Banden skulle gøre en mere egnet til at være dansk, tjener bestemt ikke til efterfølgelse i den nye prøve.

Oppositionens modtagelse af den nye udlændingeaftale viser endnu engang, hvor svært det er for Helle Thorning-Schmidt at holde sammen på tre vidt forskellige partier. Socialdemokraterne har ikke overraskende meldt ud, at ideen kunne være kommet fra dem selv. Det ligger i smuk forlængelse af partiets strategi om, at man for alt i verden vil undgå at tage et valg på udlændingepolitikken.

SF har i pagt med samme princip og sin nye linje også taget vel imod de nye muligheder for hurtig permanent opholdstilladelse, mens De Radikale igen har valgt at isolere sig ved at lægge helt afstand til pointsystemet, som Marianne Jelved betegner som »umenneskeligt«. I lighed med tidligere afviser Jelved, at den radikale enegang kan skade oppositionen.

Den radikale ordfører hæfter sig ved, at psykisk syge udlændinge ikke har en chance for at leve op til reglerne, men som altid gælder det også om at læse det, der står med småt, og så vil selv Jelved kunne forvisse sig om, at regeringen ikke er så umenneskelig, som hun gerne vil have den til at fremstå. Ingen regler uden undtagelser, og her er der netop taget højde for, at særlige grupper, herunder handicappede, kan få undtagelser fra et eller flere krav. Sådan skal det også være, for det siger sig selv, at det ikke er de intellektuelle evner, men viljen til at bidrage og ville lade sig integrere, som i sidste ende må tælle tungest på vejen til at få en permanent opholdstilladelse i Danmark.