OL-staffage II

»Olympisk staffage« skrev vi på denne plads for fem måneder siden, da kronprins Frederik havde overstået den symbolske optagelse i den olympiske familie ved at blive medlem af den international olympiske komité (IOC).

Ordene var den kortfattede udlægning af kronprinsens forventede betydning i IOC, i lyset af at han havde tiltænkt sig selv en upolitisk rolle i en gennempolitiseret organisation. Igennem de forudgående tre år, da det kongelige kandidatur havde været kendt, var advarslerne mange om dilemmaer, som kronprinsen uundgåeligt ville se sig konfronteret med. Kronprinsen ville ikke, hed det sig, kunne undgå at komme i konflikt med kongehusets særstatus som netop upolitisk. En status, som er selve grundlaget for en almen opfattelse af kongehuset som sakrosankt. En status, som i et konstitutionelt monarki som det danske er kongehusets eneste berettigelse. En status, der bedst beskrives som symbolværdi i ophøjet neutralitet.

Kronprinsen ville følgelig ikke kunne bruge denne særlige internationale platform i dansk idrætspolitisk interesse. Han ville blive . . . nå ja olympisk staffage.

Snart et halvt år er gået, og virkeligheden har allerede bekræftet mange af skeptikernes forudsigelser. Under de netop overståede vinterlege i Vancouver måtte det danske IOC-medlem rejse hjem en uge før tid for at passe sine pligter i kongehuset frem for at interagere i dansk idrætspolitisk interesse med andre IOC-medlemmer.

Kronprinsen nåede også at bakke op om IOC's genindsættelse af sydkoreaneren Kun-Hee Lee, der ellers er dømt for aktie- og skattesvindel, men benådet af præsidenten i sit hjemland. Det danske IOC-medlem rodede rundt i begreberne ”frikendt” og ”benådet”, og daværende justitsminister Brian Mikkelsen måtte korrigere, og sluttelig måtte også Danmarks Idræts-Forbunds (DIF) formand, Niels Nygaard, glatte de krøllede, kongelige ord ud. Den korte udlægning er, at Danmark nu ikke længere har et IOC-medlem, der kan arbejde for den danske sag, men en repræsentant, hvis primære opgave synes at være den banale, men uhensigtsmæssige at undgå at komme i problemer.

I dag kan man tilføje, at kronprinsen, i modsætning til sine forgængere, åbenbart heller ikke har synderlig interesse i at deltage i DIF's bestyrelsesmøder for at orientere sig om dansk idræts holdning til verserende idrætspolitiske diskussioner. Siden udnævnelsen af kronprins Frederik til IOC-medlem har der været afholdt fem bestyrelsesmøder - alle uden kronprinsens deltagelse. Oplægget var ellers, at kronprinsen skulle deltage en gang i kvartalet.

Man noterer sig, at DIF ikke opfatter det som et problem, og at forbundet i stedet glæder sig over den værdi og betydning, kronprinsen har for idrætten, når han stiller op ved forskellige arrangementer i sportens univers. Det har nu heller aldrig været kronprinsens personlige egenskaber, der har været anfægtet, ej heller hans støtte til danske atleter ved OL eller hans engagement i folkesundheden; problemet er alene, at han har valgt at operere i en politisk og demokratisk udfordret organisation som IOC, hvor det er illusorisk at tale om en adskillelse af sport og politik.

De mange positive bidrag, som kronprinsen yder til idrætten, kunne han yde uden et medlemskab af IOC.

Sådan var det for fem måneder siden, sådan er det i dag, og sådan vil det være, når vi næste gang skriver på denne plads under overskriften olympisk staffage.