Frihed og bistand

Udviklingsminister Søren Pind fremlægger i dag sin strategi for udviklingsbistand. Pind har som menigt folketingsmedlem i flere år argumenteret for en frihedsorienteret bistand, og han har kritiseret FN for i alt for høj grad at ligge under for diktaturstaters dagsorden, når internationale problemer skulle løses. Derfor har hans udspil som ansvarlig minister været imødeset med spænding.

Ifølge meldingerne i gårsdagens avis er der grund til at kvittere for Søren Pinds vilje til at lade sit syn på relationen mellem frihed og udvikling sætte rammerne for regeringens strategiske prioriteringer. Hans forgænger vidste alt for lidt om denne helt centrale problemstilling, og hun havde ikke den politiske vilje til at sætte en liberal dagsorden for udviklingsbistanden, som i årtier har været styret af bistandsindustrien, hvis politiske og økonomiske interesser trækker i modsat retning. Derfor skal Pind tage det som en uforbeholden kompliment, at denne milliardindustris lobbyister de seneste par døgn har stået i kø for at kritisere og udtrykke skepsis over for regeringens strategiskift.

Det er vigtigt at slå to ting fast, når man diskuterer udviklingsbistand. For det første, at der er en sammenhæng mellem kultur og frihed, dvs. mellem værdier, skikke og normer i en kultur, og så dens modtagelighed for demokratiske forandringer, udvikling og frihed. Kulturer, der skaber rammer for og stimulerer det enkelte individs muligheder for at tage ansvar for sit eget liv, har et større udviklingspotentiale end kulturer, der gør det modsatte. Det giver derfor mening at støtte projekter, der på den ene side styrker ligestilling, fremmer kvinders rettigheder og opmuntrer en iværksætterånd og på den anden kan inspirere til ændring af børneopdragelse og begrænse religionens indflydelse på politik. Når en borger kan se, at vedkommende selv kan påvirke sin skæbne, så er han eller hun motiveret for at tilegne sig de redskaber, der gør det muligt at realisere sine drømme, mens kulturer, der hæmmer økonomisk udvikling og demokrati, ofte er præget af fatalisme og en irrationel besættelse af fortiden. Historien viser, at kulturer ikke er immune over for forandring, men det tager tid. Det er den ene sammenhæng, man skal have sig for øje, når man arbejder med udviklingsbistand.

Den anden drejer sig om sammenhængen mellem frihed, økonomisk udvikling og velstand. Demokrati og økonomisk vækst går hånd i hånd overalt i verden med undtagelse af råvarebaserede lande som f.eks. oliestaterne i Mellemøsten. Det er en kendsgerning, som er dokumenteret i faglitteraturen. Til gengæld er der blandt eksperter uenighed om, hvor vidt udviklingsbistand overhovedet hjælper. Meget tyder på, at man skal være forsigtig med at have for stor tiltro til social ingeniørkunst på udviklingsområdet. I hvert fald skal man være tilbageholdende med store projekter, der med bistandsmilliarder i ryggen erklærer, at de vil fjerne fattigdommen i verden. Det er en utopi. I stedet bør den strategiske udviklingsbistand i første række være hjælp til selvhjælp.

Bistanden bør rettes mod de lande, hvor frihed, ligestilling og iværksætterånd har de bedste kår. Det er selvfølgelig afgørende, at man - som Søren Pind har lagt op til - måler, om det giver resultater. Hvis man år efter år kan se, at der enten ingen udvikling sker, eller at det ligefrem går tilbage, så skal man flytte støtten til lande, hvor der er et bedre erhvervsklima, og hvor danske skattekroner går til at fremme den frihed og de værdier, som vi gennem historien har lært er en forudsætning for udvikling.