Nødvendigt opgør

Hver arbejdsduelig dansker, heltids- som deltidsbeskæftiget, bærer en ekstra person økonomisk gennem tilværelsen.

2,7 millioner er i arbejde, og tallet er faldende. 1,9 millioner danskere er på overførselsindkomst. Læg dertil en offentlig sektor på godt 800.000 personer eller den tredjedel af den samlede arbejdsstyrke, så passer regnestykket. Men det bliver endnu værre. Allerede i 2007 kunne daværende finansminister Thor Pedersen forudsige, at vi i 2027 vil nærme os millionen med over 900.000 offentligt ansatte, hvis ikke der bliver grebet ind. Hvor mange, der til den tid er aktive på arbejdsmarkedet, ved ingen.

At verdens største offentlige sektor målt pr. borger er så stor, at der er én offentligt ansat for hver sjette danskere, er et problem, som umiddelbart tilsiger, at en effektivisering af den offentlige sektor problemfrit burde kunne gennemføres.

Men lad os se på problemstillingen fra den synsvinkel, som Kalundborgs borgmester anlægger i den artikelserie, som i dag indledes i Jyllands-Posten om, hvordan den danske økonomi kan rettes op. Den kommunale udgift til en enkelt psykisk syg og voldelig person udgør hvert år 7,3 millioner kroner, fordi vedkommende kræver døgnovervågning af psykologer. Tilfældet er formentlig ikke enestående.

En sociallovgivning, som fastslår, at man ikke må låse disse ulykkelige mennesker inde, uanset at de er til fare for sig selv og samfundet, er en kostbar løsning for samfundet. At man heller ikke må tvangsmedicinere dem for at dæmpe deres aggressive adfærd bidrager yderligere til problemet.

Nu lægger borgmesteren op til den debat om et opgør med de love og regler, som lovgiverne har vedtaget, samtidig med at de stiller krav om, at kommunernes udgifter ikke må stige. Og den debat er der i høj grad brug for, hvis den danske økonomi skal hænge sammen i de kommende år.

Det grundlæggende problem er imidlertid ikke det hensyn, som samfundet naturligvis skal vise de ulykkelige skæbner. Det er den berøringsangst, som alt for mange politikere og massemedier har over for en offentlig sektor, som gennem reformer og effektivisering naturligvis kan begrænses, uden at det går ud over uheldige borgere.

I stedet for at lægge et røgslør over denne helt nødvendige slankekur med ørkesløse debatter om skatte- og afgiftsstigninger, og i stedet for fantasiløst at skære ned på børnepasning, undervisning og ældrepleje, og i stedet for politisk at manipulere med den krisebevidsthed, som disse nedskæringer pr. automatik skaber i befolkningen, kunne lands- og kommunalpolitikere tage et grundigt kig på samfundets reelle behov for offentlig styring.

For løsningen er ikke at flytte arbejdspladser fra den private til den offentlige sektor, der for længst er vokset til et helt uholdbart niveau. Tværtimod handler det om at værne om en privat sektor, der svinder ind. I den tilpasning til virkeligheden, som den private sektor i disse år lægger ryg til, må den offentlige sektor bære sin del af byrderne. Hvis ikke det sker, vil det offentlige forbrug strangulere Danmark.

Det er spil for galleriet, når S, SF, regioner og kommuner forsøger at bilde befolkningen ind, at skatteforhøjelsesstoppet og lavere skatter er problemet.

Det er tværtimod forudsætningen for vækst. Problemet er den vildtvoksende offentlige sektor. Hvis den kommer under kontrol, bliver der også råd til at tage sig af undervisning, ældreforsorg og samfundets tabere. Som den ulykkelige borger i Kalundborg.