Tankens fabrik

Det burde ikke komme bag på nogen, at den faglige standard på universiteterne har lidt skade ved den såkaldte taksameterordning.

Det dokumenteres nu ved den storstilede undersøgelse, denne avis har gennemført med svar fra nær ved 500 undervisere fra landets fire universiteter. Talrige lektorer og professorer melder tilbage, at de regelmæssigt devaluerer kravene til deres studerende for at udstyre flere med en eksamen.

Taksameteret blev slået til i 1993, og det lader de enkelte institutters økonomi afhænge direkte af, hvor mange kandidater, de producerer. Også tidligere var der naturligvis en sammenhæng mellem lærerstabens størrelse på et institut og dets antal af studerende, men dengang på mindre dramatisk facon. Man absorberede udsving i antallet af studerende uden pludselige ansættelser eller fyringer. På år med stor søgning kunne der blive trangt på holdene, men situationen rettede sig i reglen hurtigt ved netop det naturlige frafald, som man nu kunstigt forsøger at blokere for i bevillingernes navn. Var der tale om en vedholdende stigning i søgning eller om støt faldende tilgang, fik det naturligvis også dengang konsekvenser. Sund økonomisk fornuft herskede i harmoni med universitetets helt specielle væsen.

Taksameterordningen er et anderledes groft og hektisk middel til effektivisering, der får fatale konsekvenser hinsides økonomistyringen. Universiteterne er begyndt at betragte det almindelige frafald af studerende, der søger andetsteds hen eller dumper ved eksaminer, som en utålelig trussel mod økonomien. Resultatet er naturligvis, som undersøgelsen dokumenterer, at de ansatte fristes over evne til at sænke den faglige overligger, således at så mange som muligt kan springe over. Straks derpå klinger pengene i kassen.

De akademisk ansatte har altså fået et incitament til at opføre sig aldeles uakademisk for at sikre stabile eller endda stigende bevillinger. Respekten for stoffet nedtones, og den ansvarlige opmærksomhed på den studerendes evner svækkes. Underviserne bliver ufrivilligt politikernes agenter på stedet med blikket stift rettet mod fakturaen, snarere end mod universiteternes egentlige og inderste eksistensberettigelse. De retfærdige, der ønsker fortsat at holde faglighedens fane højt, risikerer i dette forgiftede klima mobning og chikane fra institutledelsen eller fra mindre samvittighedsfulde kolleger, der især tænker på lærerstabens bevarelse eller udvidelse.

Man kan sige sig selv, at det må gå galt, når man kommercialiserer et område, der kun kan fungere ret, hvis det får lov til at ånde den gode ilt, som kommer af fordybelse og fri forskning. Politikeres kortsigtede effektiviseringstrang og universitetets ånd forholder sig til hinanden som ild og vand, fremmede i natur og væsen. Universiteterne kan ikke drives som erhvervsvirksomheder med en produktivitet, der måles i antallet af enheder, der spyttes ud fra samlebåndet.

Politikerne vil tilmed opdage, at deres fremfærd i længden kan blive den dyreste for samfundet, når deres kræmmeragtige tiltag underminerer den kostbare og særegne institution. Og så udhuler man dertil helt konkret kandidatgradens værdi, idet uegnede studerende får lov til at blive udstyret med den. Det sker endda i en tid, hvor politikerne ved højtidelige lejligheder ikke forsømmer at bruge mange og fine ord om, hvordan uddannelse og forskning bør være Danmarks fremmeste ressource. De savner samtidig sansen for, hvordan ressourcen dyrkes frem.