Pave og pædofili

Ude i det almindelige samfund, hvor de fleste borgere befinder sig, bliver forbrydelser efterforsket og straffet. Præster, brandmænd, skolelærere, politikere og politifolk vil, hvis de eksempelvis begår pædofili, være underkastet de samme love og samme retspraksis.

Men i den katolske kirke er det anderledes. Det er dokumenteret i al sin gru med pave Benedict XVI's reaktion på de skandaler, der gennem årene er afsløret, med katolske præster, som begår utilgivelige seksuelle overgreb på uskyldige og forsvarsløse børn.

Lad det være sagt med det samme: Hovedparten af katolikker tager afstand fra det børnemisbrug, som forbryderiske præster har begået i USA, i Irland, i Tyskland, Østrig, Holland og muligvis også i Danmark. Mange har i protest forladt den katolske kirke.

Men bag Vatikanets mure er det anderledes. Der handler det ikke om at disciplinere og straffe de skyldige og om at beskytte børnene. Der handler det åbenbart kun om så vidt muligt at beskytte den katolske kirkes omdømme ved at lægge røgslør over de afskyvækkende handlinger.

Det var først, da de irske myndigheder med to sviende afsløringer påviste problemet, at det lykkedes at få Vatikanet til at reagere. Det til trods for, at problemet har været kendt i årevis. Tag blot afsløringen af, at paven som Münchens ærkebiskop for 30 år siden tillod, at en præst, som havde forulempet børn, blot blev forflyttet, indtil han for et par uger siden, da skandalen voksede selv Vatikanet over hovedet, blev suspenderet.

Endnu mere sigende er det direktiv, som paven, da han i 2001 var kardinal, udstedte om, at biskopper over hele verden under trussel om udstødelse af den katolske kirke skulle holde undersøgelser af pædofili hemmelige.

Hvis det er sandt, at paven, stadig medens han var kardinal, var blevet advaret om en præst, som havde begået overgreb på flere end 200 døve drenge, men valgte at beskytte præsten og ikke drengene, så antager pavens og den katolske kirkes officielle holdning karakter af en så grov tilsidesættelse af kirkens rolle også som børnenes beskytter, at man væmmes.

Paven og Vatikanet burde for længst have grebet fat i problemet, som er til ubodelig skade for den katolske kirke. Har de da overhovedet ikke taget ved lære af den amerikanske skandale, som kostede 700 katolske præster deres stilling? Har de overhovedet taget det alvorligt, at myndighederne i en række lande er i gang med at efterforske hundreder af anklager om overgreb på børn? Åbenbart ikke, for når man hørte pavens undskyldning til de irske katolikker, stod det klart, at det for ham og Vatikanet spillede den afgørende rolle, at hundreder af præster skulle beskyttes mod efterforskning, og at man ville søge at klare det ved at flytte dem til nye sogne, hvor de kunne fortsætte deres forbrydelser.

Vatikanet hævder, at det alene har handlet, som det gjorde, for at beskytte uskyldige. Åbenbart ikke børnene, men præsterne. Paven er langt om længe vågnet op til virkeligheden uden for Vatikanet med sit alt for sene tilsagn om, at Vatikanet nu selv vil deltage aktivt i undersøgelserne af de alvorlige anklager mod katolske præster. Men det er beskæmmende for paven og Vatikanet, at det først nu er gået op for dem, at det blåstemplede hemmelighedskræmmeri, som i årtier har været deres forsvar, så længe har tilladt dette uvæsen på de uskyldige pædofili-ofres bekostning.