Magtarrogance

Det er ikke noget, statsminister Lars Løkke Rasmussen har gjort et stort nummer ud af, men Danmark har faktisk fået en minister for miljøødelæggelser.

Selv samme minister kunne passende betitles ”minister for manipulation og magtarrogance”, men på den post ville hun være i skarp konkurrence med flere af sine kolleger. Ingen nævnt, ingen glemt. Enhver, der følger med i medierne, konfronteres dagligt med borgerlige ministre, som ganske har mistet fornemmelsen for deres hele eksistensberettigelse: At de skulle være folkets tjenere. For tiden markerer miljøminister Karen Ellemann sig som en værdig kandidat til posten som minister for manipulation og magtarrogance, men som minister for miljøødelæggelser markerer hun sig enerådigt.

Hendes uhørte arrogance kommer blandt andet til udtryk i et læserindlæg i tirsdagsudgaven af denne avis. Med en oppustet selvsikkerhed, som havde hun stået i lære i partiapparaterne i DDR, belærer hun enhver med meninger, der afviger fra hendes egne, om, at de ikke har fattet et pluk af det hele.



Hun opregner fem såkaldte myter, som hun selv har formuleret, hvorefter hun hånligt nedgør dem som udtryk for provinsiel dumhed.

Især hæfter vi os ved den såkaldte ”myte” om, at Østerild Klitplantage, som agtes spoleret med et testcenter for vindmøller, skulle bestå af en enestående natur.

»Naturen i Østerild er ikke unik, men består af grantræer, plantet for at holde på sandet,« meddeler ministeren og anfører, at Østerild ikke vil få mindre natur, men ny natur.« Denne ministerielle vurdering stemmer meget ringe overens med en tilkendegivelse, som hendes eget ministerium afgav i oktober 2009, da Østerild Klitplantage blev optaget i den såkaldte naturkanon. Det var ganske vist på et tidspunkt, da Karen Ellemann huserede i et andet ministerium og var travlt beskæftiget med at håne folk, der var skeptiske over for hendes kommissæragtige madpakkeordninger, men man må vel tillade sig at forudsætte, at hun i hvert fald har viljen til at sætte sig ind i, hvad hendes eget ministerium for få måneder siden har tilkendegivet.



Ministeriet betegnede i oktober området som »et naturområde, hvor den danske naturs særpræg fremtræder særligt tydeligt.« De særlige områder er ifølge Skov- og Naturstyrelsen »udvalgt efter deres markante natur og ligger jævnt fordelt rundt i landet, så mange får lyst til at kigge forbi det kanon-værdige sted, der ligger tæt på der, hvor de bor.«

Enten har miljøødelæggelsesministeren ikke læst på lektien, eller også ignorerer hun den blot i overensstemmelse med sin indgroede modvilje mod at høre på synspunkter, der ikke umiddelbart understøtter hendes egne.

Til spørgsmålet om at teste havvindmøller på land meddeler ministeren: »Der findes ikke havvindmøller eller landvindmøller - der findes kun vindmøller.« Hvorefter hun detaljeret gør rede for, at vindmøller skal testes efter de turbulens- og vindforhold, som hersker på land - og kun i en forhenværende Østerild Klitplantage.

Andre forslag fra eksempelvis Danmarks Naturfredningsforening affejes med en bemærkning om, at de er blevet afvist efter grundige analyser i By- og Landskabsstyrelsen. Om grundigheden hersker der ikke udelt enighed, men det betyder mindre, når ministeren på forhånd har truffet sin afgørelse og koncentrerer sig om at påpege skeptikernes generelle uforstand.