Vejrhanen Villy

I hvert fald én SF'er mener, at det er på tide at stryge det marxistiske idégrundlag fra partiets formålsparagraf.

»Det er falsk markedsføring og faktuelt ukorrekt,« lyder begrundelsen fra Ole Riisgaard, som har stillet forslaget. Men meget tyder på, at han bliver stemt ned, når Socialistisk Folkeparti i denne weekend samles til landsmøde i Odense Kongrescenter.

Kun tre medlemmer af partiets hovedbestyrelse støtter ham, mens 28 indstiller forslaget til forkastelse med den begrundelse, at »spørgsmål om partiets idégrundlag skal afklares i de dertil indrettede processer.«

Det siger en del om forandringstempoet i SF. Mens formand Villy Søvndal har travlt med at føre sig frem som værdipolitiker og taler om danske værdier med de attraktive midtervælgere, skal partiets bagland bruge noget længere tid på at gennemtygge det hele. Det holder sig stadig til principprogrammets gamle travere om, at SF vil afskaffe kapitalismen og de kapitalistiske magtstrukturer, mens fri konkurrence beskrives som en ustabil og selvdestruktiv tilstand.

I de seneste to år har SF oplevet en eksplosiv vækst i medlemstallet. 17.020 mennesker har nu medlemskort til SF. Det er rekord og langt flere end i 1980'erne, da SF sidst toppede med et medlemstal på ca. 9.000. De udfordres nu af de nye medlemmer, som ikke har taget hele turen med fra landsmøder på skoler med fællesspisning og sovesale, men er tjekket direkte ind på kongrescentrets hotel med rullekufferten.

Medlemstallene afslører også, at SF først og fremmest er in på cafeen i storbyen. Sundby, Østerbro og Frederiksberg samt Odense og Århus stiller med landsmødets største delegationer, mens SF Lolland tilsyneladende har nedlagt sig selv og står med nul medlemmer. Heller ikke Vejen, Varde, Ringkøbing eller Stevns står stærkt.

Hverken moderne layout eller ny partistruktur kan dog dække over, at SF fortsat ser det som sit fremmeste mål at inddrive flere skatter fra borgerne, der er udset til at medvirke i partiets projekt ny velfærd. Med ny velfærd forstår partiet udvidet velfærd, og mon de borgere, som hævder, at de gerne vil betale mere i skat, også er klar til det, når det går op for dem, at pengene bruges på flere og overflødige såkaldte velfærdsrettigheder?

I sit eget præsentationsmateriale tøver SF ikke med at udnævne sig selv til »omdrejningspunktet i den politiske blok, der skal sikre en ny kurs for Danmark.« Den må svide til Helle Thorning-Schmidt, som har deponeret sin politiske handlefrihed hos vejrhanen Villy Søvndal. Thorning-Schmidts succes står og falder med, om Villy Søvndal kan stå distancen. Hidtil har han i forbløffende grad fået lov at køre på frihjul uden at skulle gøre rede for sin ofte tvetungede tale eller at blive stillet til regnskab for, hvordan han vil finansiere de mange velfærdsløfter.

Otte måneder efter at Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt smed et skatteudspil med det misvisende navn »Fair forandring« på bordet, venter vælgerne stadig på, hvordan det skal finansieres, men det har ikke forhindret SF i at bruge løs af de mange fiktive skattekroner. Folketingsgruppen er særdeles produktiv, når det gælder beslutningsforslag.

En gennemgang viser, at den øgede skat blandt andet skal gå til velfærdsbesøg i kvæg- og svinebesætninger. Måske ikke det politisk tungeste forslag, men alligevel et ildevarslende tegn på, hvor absurd velfærdsbegrebet vil blive udvidet, hvis SF får del i regeringsmagten i Danmark.