Frihedskæmper

Salmedigteren N. F. S. Grundtvig og den kulturradikale Poul Henningsen var enige om én ting: Ytringsfriheden kan pr. definition ikke misbruges.

Tværtimod, sagde de. Det er på misbrugene, at ytringsfriheden skal kendes. Underforstået: Ytringsfriheden skal bruges til at sige det, andre ikke bryder sig om at høre. Det betyder ikke, at der ikke er grænser for ytringsfriheden. Det er der. Men når man overskrider dem, har man ikke misbrugt ytringsfriheden, men - hvis domstolene dømmer én - begået en forbrydelse.

Forestillingen om, at man kan misbruge ytringsfriheden, er en af mange misforståelser blandt meningsdannere. En anden misforståelse gælder synet på ytringsfriheden som et instrument alene til at angribe og afsløre magthavere. Det er en central del af pressens praktisering af sin ytringsfrihed, men det er ikke den eneste.

Den engelske filosof John Stuart Mill pegede i sit klassiske værk ”Om frihed” fra 1869 på nødvendigheden af ikke at lade sig underkaste den offentlige menings tyranni. Oversat til vor tid indebærer det viljen til at udfordre vedtagne sandheder, afsløre de talende klassers hykleri og selvbedrag og ikke bøje sig for trusler og vold begået i en religions navn.

Det er, hvad Ayaan Hirsi Ali har gjort siden hun som flygtning fra Somalia for godt 10 år siden begyndte at blande sig i den offentlige debat i Holland om islam og kvindekamp, religionsfrihed og ytringsfrihed, indvandring og integration. Og det er derfor, at hun i går modtog Jyllands-Postens Ytringsfrihedspris. Hirsi Ali kom for alvor i det internationale rampelys, da hendes ven Theo van Gogh i 2004 blev myrdet af en muslim på åben gade i Amsterdam efter sammen med hende at have lavet filmen ”Submission”, der kritiserer islams kvindesyn. Hirsi Ali opgav sin karriere som folkevalgt politiker og forlod Holland i 2006 for at slå sig ned i USA, hvor hun er tilknyttet til tænketanken American Enterprise Institute. Samtidig med at Hirsi Ali i går blev hædret, udkom hendes tredje bog på dansk. ”Nomaden” er titlen, og man må håbe, at den som de to foregående vil blive læst og diskuteret overalt i det danske samfund. I bogen advarer Hirsi Ali bl.a. om den fare for selvcensur, som følger med masseoptøjer, trusler, drab og udstødelse af dem, der kritiserer islam.

»Derfor begynder folk langsomt (?) at vænne sig til ikke at sige visse ting. (?) Selvcensurens fine net begynder at strammes om den enkeltes bevidsthed og vil som det næste lægge sig om grupper af mennesker, siden om selve tankerne og den måde de kommer til udtryk på,« skriver Hirsi Ali.

»Når vesterlændinge afholder sig fra at kritisere eller sætte spørgsmålstegn ved bestemte sædvaner, visse aspekter af islam, så svigter de muslimer, som også forsøger at drage dem i tvivl. De svigter også deres egne værdier. Og når de først gør det, er deres samfund fortabt,« konkluderer hun.

Vel talt og en påmindelse til dem, der slår syv kors for sig, hver gang nogen i det frie Vesten tillader sig at rejse en debat om selvcensur. Ytringsfriheden kan ikke tages for givet. Det fremgår også af den nye rapport fra Freedom House om den globale pressefrihed, som offentliggøres i dag. For ottende år i træk går det tilbage, således at kun hvert sjette individ i verden lever i lande med en fri presse. Danmark og det meste af Vesten er stadig blandt dem. Det er folk som Ayaan Hirsi Ali, der bidrager til, at det fortsat er tilfældet. Og det er en stemme som Hirsi Ali, der i kraft af sin historie og sit personlige eksempel kan give håb til dem, der ikke har muligheden for at komme til orde og ytre sig frit.