Magtens møller

Når folk, som tidligere og måske i andre sammenhænge var arge modstandere, pludselig finder sammen i den store forbrødring, er der som oftest grund til at være på vagt. Noget kan stikke under. Der må være en dagsorden. Den slags kommer ikke af sig selv. Det samme gælder, når så forskellige politiske partier som Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti pludselig falder hinanden om halsen i enighed og samdrægtighed.

Taberne er befolkningen i den yderste, nordvestlige del af Jylland, men herregud, de repræsenterer jo blot nogle få mandater i Folketinget, og når deres frustration og vrede rettes mod et bredt spektrum af partier, kan deres mening jo være så uendeligt ligegyldig.

Vi kan ikke vide, om det er ræsonnementet, men hvis det er, stemmer det i hvert fald fint overens med resultatet.

Det brede politiske flertal er nået til enighed om, at der i Østerild Plantage i Thy skal placeres et testcenter for op til 250 meter høje vindmøller.



Forløbet har været en beskæmmende opvisning i, hvordan magtens arrogance ser ud, når den til overmål forvaltes af en miljøminister, hvis grad af arrogance synes omvendt proportional med hendes politiske situationsfornemmelse. Der har været, og er stadig mange og velbegrundede protester mod kæmpevindmøllerne - blandt andet at de skal placeres i et naturområde, som den arrogante ministers eget ministerium så sent som i efteråret 2009 betegnede som »et naturområde, hvor den danske naturs særpræg fremtræder særligt tydeligt«, og optog området i en såkaldt naturkanon. Det forhindrede imidlertid ikke ministeren i at feje enhver snak om naturværdier til side med en bemærkning om, at Østerild Plantage »ikke er unik, men består af grantræer, der er plantet for at holde på sandet.« Som om de to ting skulle udelukke hinanden. Tilsyneladende på skrømt har ministeren fulgt de lovbestemte procedurer, som skal følges, blandt andet med høring hos beboere og relevante organisationer, men hun har alligevel mere eller mindre direkte hele tiden ladet forstå, at beslutningen var truffet og ville blive effektueret, når hun nådigt havde lyttet til indvendingerne.

Hendes seneste udmelding handlede om, at det var »Østerild eller intet.«



Det er måske et bedre og mere relevant spørgsmål, end ministeren selv var klar over, for hvad ville der egentlig være i vejen med ”intet”? Ministeren og hendes mange nye meningsfæller skylder os stadig en troværdig forklaring på, hvad det egentlig lige præcis er, man skal bruge monstermøllerne til at undersøge, som man ikke ved i forvejen, og som ikke kunne undersøges på anden vis.

Hun skylder også en langtidsholdbar forklaring på, hvorfor vindmølleindustrien tilsyneladende i al fremtid skal have gigantiske statslige tilskud. Hun skylder også en forklaring på det fornuftige i, at det statslige energiselskab Dong Energy kan slippe af sted med at kræve en fast pris på én kr. pr. kilowatttime for de første 20 mia. kilowatttimer, der produceres.

Hun skylder også en forklaring på, hvornår den danske vindenergi skal fungere på almindelige markedsvilkår, og hvorfor det ikke for længst er sket efter årtiers offentlig finansiering af det luftige eventyr.

Landsforeningen Bedre Miljø bebuder en klage til EU, og hvordan den måtte falde ud, blæser stadig i vinden. Men den politiske magtarrogance har vist sit sande ansigt.