Rødt spin

De røde faner smældede i går i takt til parolerne på en relativt tyndt besat Christiansborg Slotsplads. Trods en kostbar kampagne køber det store flertal af danskerne åbenbart ikke budskaberne fra en fagbevægelse, der i stedet for at varetage sine medlemmers interesser har plejet partipolitiske præferencer ved ensidigt at støtte folkesocialisternes og socialdemokraternes regeringsambitioner.

Ikke alene har danskerne en ganske anden krisebevidsthed end den virkelighedsfjerne LO-top. De har også indset, at Danmark i en globaliseret verden ikke kan operere med dagpengeregler, der er ude af trit med omverdenens.

LO-formand Harald Børsting satser på at købe sig til direkte indflydelse på en S-SF-regering ved at love, at hans medlemmer årligt vil øge arbejdstiden med én uge - eller 12 minutter om dagen.

Disse 12 minutter, der er blevet mantraet for oppositionens stormløb mod regeringen, hviler i bedste fald på forventet efterbevilling, men ligner mest af alt et luftkastel.

Hundredetusinder af danskere arbejder allerede mere end 37 timer om ugen, da de nyder det privilegium, at deres arbejde reelt er et drømmejob og dermed en central del af deres livsstil. Andre må af sikkerhedsgrunde ikke arbejde mere, end de allerede gør. De 12 minutter er allerede brugt. Tilbage bliver de lønmodtagere, der som kassedamen arbejder i faste vagtplaner, og hvor det derfor er praktisk muligt at tvinge dem til at arbejde mere.

Øvelsen vil slet ikke yde det bidrag til statskassen, som S-SF bilder danskerne ind. Men da S-SF's bud på regeringsmagten er baseret på dette fatamorgana, sættes hele spin-maskineriet ind mod enhver, der på et sagligt grundlag påpeger den manglende bæredygtighed. Sandheden er, at den offentlige gæld vil stige stærkt under et rødt kabinet, og at Danmark dermed vil være på vej mod græske tilstande.

Harald Børstings omklamring af det røde regeringsalternativ er foreløbig resulteret i en længe tiltrængt dagpengereform. Danskere med talforståelse kan kun håbe, at LO-formanden og fagbevægelsen fortsætter odysséen ind i den politiske blindgyde, da det faktisk har en mærkbar effekt på reformviljen hos regeringen og dens støtteparti.

Egentlig er der grund til at takke LO-formanden for med sin ensidige støtte til S-SF at have gjort, hvad ingen regeringsnedsatte kommissioner eller andre har formået: at fremtvinge nødvendige reformer.

Nationalbankdirektør Nils Bernstein har her i avisen opfordret til et nationalt kompromis om dansk økonomi og den nødvendige reformproces frem til 2020. Det er et forstandigt synspunkt, men desværre ønsketænkning, eftersom socialdemokrater og folkesocialister konsekvent afviser at deltage i økonomisk ansvarlige løsninger.

Ganske tankevækkende er De Radikale temmelig kritiske over for S-SF's planer, men frem for at lade sig lede af en iboende økonomisk sund fornuft lader partiet sig kue til loyalitet over for det røde kabinet. At De Radikale dermed reelt kommer til at fungere som nyttige idioter for en ramponeret fagbevægelse er i sandhed et spild af muligheder.

Overalt i Europa gennemføres i denne sommer barske finanspolitiske stramninger. De danske hører faktisk til de mere nænsomme, og de burde have været mere dynamiske ved bl.a. at fastholde de lovede skattelettelser.

Regeringen bør i situationen derfor stå fast og arbejde 12 minutter mere om dagen - på et intensiveret reformarbejde.