? og hvad nu?

Det første møde på afghansk grund mellem den afghanske regering og dens 70 udenlandske partnere bragte i lyset af den korruption, som stadig præger det krigshærgede land, ét emne i centrum: Den fortsatte internationale økonomiske hjælp.

Både i EU og USA er der stigende frustration over de manglende resultater af de mere end fire mia. dollars, som allerede er ydet. I sidste måned blokerede USA for yderligere fire mia. med den begrundelse, at man nu vil vide, hvor pengene bliver af.

Med samme udgangspunkt vil EU forsinke en hjælpepakke på 250 mio. dollars, indtil præsident Hamid Karzai kan bevise, at der er styr på korruptionen, og at den afghanske regering snart kan begynde at klare sig selv. Ni år efter at det internationale samfund begyndte at rydde op i den ruinbunke, som 30 års krig havde forvandlet Afghanistan til.



Den massive korruption er et af krigens helt afgørende problemer. Den sender frustrerede afghanere direkte i hænderne på Taleban, og den gør det stadigt vanskeligere for de involverede nationer, især USA og Storbritannien, at overbevise deres borgere om, at de mange tabte menneskeliv og de mange milliarder ikke er blevet spildt. Derfor må man håbe, at præsident Karzai kontant tager fat på at bruge den lov, som regeringen vedtog en uge før Kabul-konferencen, og som fjerner den immunitet, der hidtil har beskyttet embedsmænd og ministre mod korruptionsanklager.

Men nok så afgørende viste konferencen den metaltræthed, som begynder at præge koalitionen på et tidspunkt, da det står klart, at der ikke er nogen militær løsning på problemerne. I juni så man det hidtil største tab af menneskeliv, og selv om alternativet, en aftale med Taleban, ikke blev diskuteret åbent på konferencen, står det stadigt klarere, at den rykker op på dagsordenen.

Stadig flere af de allierede mener, at det er nødvendigt at indgå de politiske aftaler med Taleban, som gør det muligt at fastholde 2014 som det år, da den afghanske regering selv må tage ansvaret for sikkerheden i landet. Problemet er bare, hvordan det skal kunne lade sig gøre.

Et stadig mere selvsikkert Taleban sætter sine betingelser, og mange af dem er uacceptable for den internationale koalition. Før det bryder sine bånd til Al-Qaida, før det standser kampene, og før det vil respektere den afghanske grundlov, vil Taleban have de udenlandske tropper ud, de talebanske fanger frigivet og FN-sanktionerne fjernet.



Den vestlige politik i Afghanistan står ved en afgørende korsvej. Tvivlen om en kommende sejr breder sig, og stadigt flere ser en aftale med Taleban som en mulighed for at få tropperne hjem.

Hvad det kan ende med, står forholdsvis klart. Taleban vil overtage det sydlige Afghanistan, en grum samling af lokale krigsherrer vil sætte sig på det nordlige, og tilbage til det Afghanistan, som alle håbede på, bliver en magtesløs national regering placeret i Kabul.

Der er kort sagt nok at tænke over, og det kan undre, at den danske udenrigsminister som følge af manglende professionalitet i Udenrigsministeriet blev sendt med et privatfly, som blev nægtet landingstilladelse, så hun som den eneste blandt donorlandenes repræsentanter ikke deltog i konferencen. Men det har kun ringe indflydelse på udfaldet af den krig, som snart går ind i sit tiende år, og som, stadigt færre tror på, kan føre til et fredeligt Afghanistan.