Husk Haiti

»Når den næste naturkatastrofe rammer, vil verdens ledere igen love, at denne gang skal det være anderledes.«

For netop et halvt år siden, den 24. januar, kunne det katastrofale omfang af det jordskælv, der ramte Haiti 12 dage tidligere, og som blev fulgt af flere end et halvt hundrede kraftige efterskælv, gøres foreløbigt op. Omkring 230.000 af øens ni mio. indbyggere var dræbt, 300.000 såret og en million var hjemløse. 300.000 bygninger var ødelagt.

Det var katastrofen, som ingen ville glemme. Masser af lande sendte forsyninger, læger og ingeniører. Løfter om økonomisk hjælp strømmede ind. Der skulle hastigt holdes en stor donorkonference i FN's hovedkvarter i New York. Men det skulle vare mere end tre måneder, før det skete.

Det endte lykkeligt med løfter om mere end 20 mia. kr. til genopbygning, og den skulle så begynde i takt med, at de internationale massemedier vanen tro hastigt mistede interessen og kastede sig over andre og mere aktuelle emner.



”Husk Haiti,” var overskriften på en ledende artikel i denne avis, som konkluderede, at Haiti, når det forsvandt fra de store TV-kanaler og trykte medier, igen ville vende tilbage til det glemslens mørke, landet som Latinamerikas fattigste nation har levet i gennem årtier.

»Behøver det gå så galt,« spurgte vi og svarede, at sandsynligheden talte for det. Verden har andet at beskæftige sig med. Og præcis sådan er det gået. Et halvt år efter katastrofen ser hovedstaden ud, som om det var i går, jordskælvet havde ramt. 98 pct. af ruinerne er ikke ryddet, der ligger stadig tusinder af lig i ruinerne, og 1,6 mio. lever under miserable forhold i teltlejre uden elektricitet eller vand.

Kriminaliteten i lejrene er omfattende, især går det ud over kvinder og piger. Og de penge, der blev lovet? Ja, af dem er kun en tiendedel blevet leveret, de fleste i form af gældseftergivelse. Denne gang skulle det være anderledes, lovede verdens ledere. De ville ikke lade det gå som under tidligere store naturkatastrofer. De ville bruge Haitis katastrofe som udgangspunkt for at bygge en sund økonomi og en velfungerende stat med nye byer, nye veje, nye hospitaler, nye energiprojekter og nye skoler til erstatning for de mange ødelagte. Der var ingen ende på velviljen.



Men når den nationale regering ikke selv gør noget, og når alle anstrengelser drukner i lokalt bureaukrati, er der ikke meget at stille op. Når byggematerialer og anden nødhjælp forsinkes i ugevis af et sløvt og ineffektivt toldvæsen, og når selv den genopbygningskommission, som ledes af Haitis premierminister, Jean-Max Bellerive, og USA's tidligere præsident Bill Clinton ikke er nået meget længere end til at holde et enkelt møde og at finde en fortsat unavngiven direktør, er det for bekvemt for de internationale donorer at holde pengene tilbage. Jo forresten, noget sker der da: USA har været særdeles generøs og har allerede brugt mere end én mia. dollars på nødhjælp. Men det er unægtelig svært at få noget i gang, når Haitis præsident, René Préval, ikke har gjort meget andet end at foreslå en ny nødlejr for de få tusinde hjemløse, som dagligt har ligget i vejen for ham ved indgangen til præsidentpaladset, og at meddele, at der sandsynligvis skal være valg i efteråret. Så imens præsidenten ruster sig til et valg, som han sandsynligvis vil vinde, for Haiti er et af verdens mest politisk korrupte lande, svinder interessen for den lille nations skæbne lige så stille. Og når den næste naturkatastrofe rammer, vil verdens ledere igen samles og love, at det denne gang skal være anderledes.