Post og profit

Da Christian IV juleaftensdag i 1624 grundlagde det danske postvæsen, tænkte han fremsynet og visionært.

Men om han også havde i tankerne, at et postvæsen, som er en klar og nødvendig samfundsmæssig servicefunktion, skulle udvikle sig til en økonomisk malkeko for fremtidige aktionærer, er tvivlsomt.

Sådan er det ikke desto mindre gået. Post Danmark, der i 2009 indgik i Post Norden, som den svenske stat ejer 60 pct. af og den danske stat 40 pct., har i takt med en systematisk forringet service og stigende omkostninger ikke blot gjort livet stadig mere surt for sine kunder, men sideløbende med store overskud været med til at sikre de to statslige storaktionærer et udbytte i milliardklassen.

Så det er ikke uden undren, at man i lyset af andre kontinuerlige prisstigninger og serviceforringelser i form af lukkede posthuse og dårligere udbringningsordninger nu ser en ny prisstigning på betaling med girokort fra den 9. august.

Dem brugte danske postkunder sidste år næsten 13 millioner af. »Men da det er væsentligt mindre end de 21 millioner, vi anvendte i 2006, er det svært at få indtægter og udgifter til at balancere,« siger Post Danmark, som med prisstigninger alligevel i 2009 sikrede sig en indtægt på girokortene på 258 mio. kr. mod de 252 mio. kr., som det langt større antal ekspeditioner i 2006 indbragte.



Hvad Post Danmark vil tjene på den ny prisstigning er uklart, for det vil Post Danmark ikke oplyse, og det er jo særdeles besynderligt og ikke særligt betryggende i betragtning af, at det er en statsejet virksomhed, vi har at gøre med.

Det kan ikke være de svenske partnere, som har fortalt, at Post Danmark ikke må sige noget, for trods svenskernes større aktiepost har Danmark og Sverige lige mange stemmer i Post Nordens bestyrelse, som har ansvaret for en årsomsætning på 45 mia. svenske kr. og 50.000 medarbejdere.

Men når det er svært at få forretningen til at hænge sammen, hvordan kan det så være, at den nordiske postgigant, som nordmændene i øvrigt ikke er særligt varme på at komme med i, kan udbetale milliardudbytte til sine statslige aktionærer?



På fire år fra 2005 til 2009 havde Post Norden et driftsoverskud på knap syv mia. kr., og aktionærerne fik i samme periode næsten 2,5 mia. kr. i udbytte. Der er helt åbenlyst ikke tale om, som Post Danmark hævder, blot at få dækket omkostningerne. Det ville ærligt talt klæde Post Danmark åbent at gøre rede for, hvordan tingene hænger sammen.

Nu skal postkunderne nemlig ikke blot betale otte kr. for at få sendt et brev, men hele 25 kr. for at bruge et girokort. Og en million private postkasser skal flyttes så tæt på vejen, at postbuddene kan bortrationalisere nogle skridt.

Et velfungerende postvæsen er en integreret, nødvendig og naturlig del af samfundets infrastruktur. Det var formentlig også, hvad Christian IV havde i tankerne. Men hvordan hænger det sammen med, at Post Danmark dag for dag forringer sin service samtidig med, at det bliver både dyrere og mere besværligt, især for økonomisk svage grupper og ældre, som ikke er fortrolige med den ny teknologi, som gør det muligt at betale via internettet?

Statslig kassetænkning er et stadig mere udbredt begreb. Men det er mildt sagt uklædeligt, at den svenske og den danske stat scorer kassen på postkundernes bekostning i betragtning af, at det er en nødvendig samfundsopgave, der skal løses.