Noget for meget

Efter devisen »noget for noget« forlanger Dansk Folkeparti yderligere stramninger af udlændingeloven.

Konkret foreslår partiet, at 24-årsregelen justeres, så en dansk statsborger fremover skal være fyldt 28 år for at kunne hente en udenlandsk ægtefælle til Danmark, men partiet lægger samtidig op til undtagelser og vil indføre en dispensationsordning, så »vi i højere grad vil få indvandrere hertil fra vores egen kulturkreds,« som Kristian Thulesen Dahl udtrykker det.

Med forslaget demonstrerer Dansk Folkeparti endnu en gang, at partiet ikke har evnet at produktudvikle sin politik siden etableringen i 1995.

Faktum er, at de krav, som Dansk Folkeparti dengang opstillede på udlændingeområdet, stort set alle er blevet opfyldt. Mange af dem i øvrigt inden for VK-regeringens første periode, og historien har vist, at Anders Fogh Rasmussen forregnede sig, hvis han mente, at han med imødekommelsen af Dansk Folkepartis ønsker kunne dæmme op for yderligere krav.

Tværtimod har Dansk Folkeparti næsten rutinemæssigt hver sensommer forlangt udenrigspolitiske stramninger gennemført, før partiet overhovedet vil sætte sig til forhandlingsbordet og drøfte finanslov. For to år siden var det eksempelvis Metock-dommen og en afklaring af, hvorfor en tuneser på tålt ophold ikke som aftalt opholdt sig i Sandholm-lejren.

At Dansk Folkeparti har benyttet sin særlige adgang til forhandlingslokalet i Finansministeriet til at markere sig på politiske mærkesager, er til dels forståeligt, men at stille bastante krav til emner, som dybest set intet har med finansloven at gøre, virker direkte mærkværdigt og vidner om, at Dansk Folkeparti har forsømt at udvikle sin politik på de mange områder, som ikke er direkte knyttet til partiets mærkesager: udlændinge, retspolitik, EU, dyr og ældre.

Regeringen kan takke Dansk Folkeparti for, at den i mange år relativt ubesværet kunne gennemføre sine egne mærkesager som eksempelvis skatteforhøjelsesstoppet.

Prisen var relativt lav: en ældrecheck og lidt penge til restaurering af nationale mindesmærker. Dansk Folkeparti fortjener også anerkendelse for, at det ikke svigtede, da finanskrisen kom, pengene slap op, og der skulle lægges navn til mere ubehagelige kriseindgreb. Men når Kristian Thulesen Dahl nu forlanger betaling for støtten til genopretningspakken i form af udlændingepolitiske stramninger, så hører logikken op.

Det forekommer ejendommeligt, at et parti, som netop har været med til at argumentere for, at unge skal hurtigere gennem uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet, nu vil sætte en nedre grænse for ægteskab ved 28 år, som alt andet lige er en vel sen alder at stifte familie i.

Forslaget savner en saglig begrundelse og ligner mest af alt et forsøg på at ville begrænse indvandring fra ikke-vestlige lande. Når dertil lægges, at Dansk Folkeparti argumenterer for, at indvandrere skal tilhøre samme kulturkreds som den danske, så har forslaget alt i alt en meget ubehagelig klang af ren diskrimination og manglende blik for, hvorfra kvalificeret arbejdskraft kan hentes.

I en tid med finanskrise og krav om stram styring af de offentlige udgifter er der netop behov for ansvarlighed, og alene af denne grund burde et parti, som gennem snart ni år har haft medansvar for udviklingen i Danmark, vise, at det evner at tale om andet og mere end mærkesagerne fra 1995.