En politiopgave

80 af landets 98 kommuner har sendt regeringen en række forslag til lovændringer, der skal forbedre mulighederne for bekæmpelse af socialt bedrageri.

Formålet kan være ædelt og velment nok, men samlet set repræsenterer forslagene endnu et skridt på vejen mod den totale kontrol af borgerne, hvis privatliv ellers skulle være beskyttet af både grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Endnu et skridt mod det totale kontrolsamfund, hvor borgeren som udgangspunkt betragtes som forbryder.

Formålet i sig selv er ædelt og relevant, for systematisk socialt bedrageri er berigelseskriminalitet. Intet mindre.

Når fem enlige, men fraskilte fædre officielt bor sammen i en 40 kvadratmeters lejlighed, turde det være fuldt tilstrækkeligt til at iværksætte en politimæssig undersøgelse. Tanken om socialt bedrageri er så åbenlys, at yderligere kommunal kontrol er overflødig - man må kunne skride direkte til politianmeldelse.

Enlige forsørgere har ret til en lang række sociale ydelser, som bortfalder, hvis en anden voksen flytter ind, og det kan skabe en række fortolkningsproblemer. Hvor mange nætter må en mand overnatte hos en enlig mor, inden myndighederne har lov til at betragte ham som en del af husstanden? Kan man overhovedet betragte ham som en del af kvindens husstand, så længe han har sin egen fuldt møblerede og funktionsdygtige bolig? Der kan være grænsetilfælde, men når der er tale om oplagt svindel, er der ingen grund til at tøve med politianmeldelse og retsforfølgelse. Sanktionen bør være hård og gerne omfatte både tilbagebetaling af det tilsvindlede beløb og en klækkelig bøde - nøjagtigt som i sager om skattesvig. De 80 kommunale repræsentanter ønsker imidlertid, at de kommunale socialforvaltningers medarbejdere skal have langt større muligheder for aktiv efterforskning af socialt bedrageri. Blandt andet ønsker de mulighed for uanmeldt at trænge ind i private hjem for at kontrollere, hvem der opholder sig der. De ønsker et særligt undersøgelsesregister, hvori en borger uden sin viden eller sit samtykke registreres, og de ønsker øgede muligheder for i hemmelighed at forlange udtog af borgeres bankkonti.

I betragtning af, hvor uintelligent regeringen og et folketingsflertal har håndteret problemerne med knivstikkeri i det københavnske natteliv og overfald fra bidske hunde, kan man frygte det værste i denne sammenhæng. For at komme knivstikkerierne i det københavnske natteliv til livs kriminaliserede man på forhånd enhver dansker, som er i besiddelse af en kniv, og pålagde ham at dokumentere et ”anerkendelsesværdigt formål,” hvis han er i besiddelse af for eksempel en kødkniv, en urtekniv eller en hobbykniv. For at bekæmpe overfald fra bidske og uregerlige kamphunde forbød man 13 specifikke hunderacer og ulovliggjorde hundredvis af skikkelige familiehunde, mens bøller, der bruger hunde som våben, får lov til at fortsætte deres regime med lovlige racer eller blandingsracer. I et sådant politisk regime kan man have en velbegrundet frygt for, at socialt bedrageri vil blive forsøgt bekæmpet med en generel ret for kommunernes repræsentanter til at trænge ind i private hjem. Vel at mærke alle private hjem, for man kan jo ikke gøre forskel på folk, vel? Heller ikke i denne sag er der brug for lovændringer. Der er brug for, at myndighederne gør lidt mere intelligent brug af de love, der er, om end det er en kende mere besværligt end uindskrænket overvågning.