WikiLeak

Offentliggørelsen af 92.000 dokumenter om krigen i Afghanistan i et samarbejde mellem WikiLeaks og tre anerkendte medier, New York Times, Der Spiegel og The Guardian, har sat en global dagsorden, som rejser principielle spørgsmål om vor tids medier.

WikiLeaks talsmand, Julian Assange, har skadet sin troværdighed ved på forhånd at påstå, at papirerne afslører krigsforbrydelser, og at de fortjener sammenligning med Pentagonrapporten, en historisk undersøgelse fra 1968 af USA's forhold til Vietnam i perioden 1945-1967. Pentagonrapporten var et seriøst værk baseret på kildekritik og bestilt af den amerikanske forsvarsminister for at finde ud af, hvordan USA blev involveret i Vietnam. Indholdet og konklusionerne var stik modsat af, hvad Kongressen og den amerikanske offentlighed fik at vide om krigen, og derfor besluttede en af forfatterne at lække rapporten til New York Times. WikiLeaks har til gengæld dumpet 92.000 arkivstumper på internettet, som de tre medier har gennemgået og offentliggjort dele af.

Til forskel fra Pentagonrapporten er der ingen sammenhængende fortælling, ingen kontekst for de enkelte episoder eller et overordnet perspektiv på krigen. Og nok så vigtigt: Dokumenterne er ikke i strid med det billede, officielle rapporter og medier har tegnet gennem flere år. Dokumenterne supplerer det billede af krigen, man kender, hvis man har læst aviser og regeringsrapporter, mens Pentagonrapporten udstillede den amerikanske regerings løgne.

Især den britiske avis The Guardian er ikke sin opgave voksen som kritisk formidler af papirerne. Avisen påstår, at dokumenterne afslører »et meget anderledes landskab (?) end det, man er bekendt med.« Man skulle tro, at redaktøren ikke har læst aviser de seneste seks år. Det virker, som om The Guardian har dramatiseret dokumenterne mere, end de kan bære, fordi avisen har haft eksklusiv adgang til dem. På den måde undergraver man ethvert seriøst medies primære eksistensberettigelse i en tid, hvor vi bombarderes med informationer fra nær og fjern og ikke aner, hvad vi skal tro på: kildekritik, troværdighed, indsigt, evnen til at prioritere og sætte informationer ind i deres rette sammenhæng.

Flere militærkyndige er desuden enige om, at nogle af de lækkede dokumenter kan bringe menneskeliv i fare og give fjenden indsigt i Natos måde at operere på. Medierne har også her et ansvar, men det har politiske og militære myndigheder bestemt også. Hvis man gentagne gange forsøger at undertrykke informationer med henvisning til nationens sikkerhed, og det viser sig, at det blot er et skalkeskjul for at holde ubekvemme oplysninger væk fra offentligheden, så vil medierne være mindre tilbøjelige til at lytte, når den nationale sikkerhed virkelig er truet.

Når det er sagt, er der grund til at glædes over de muligheder, som WikiLeaks skaber for dem, der tror på gennemsigtighed og det åbne samfund. WikiLeaks stod i fjor bag offentliggørelsen af tusindvis af e-mails fra klimaforskere, som afslørede forsøg på at undertrykke informationer, der såede tvivl om den globale opvarmning. WikiLeaks har afsløret korruption i Kenya, uregelmæssigheder i vestlige banker, en olieskandale i Peru og dumping af farligt affald i Afrika. Den dag, en embedsmand i et undertrykkende regime skulle ønske at dele sin viden om forbrydelser begået af en diktator, vil WikiLeaks være det oplagte medie, men i mellemtiden burde nogen måske lære Julian Assange forskellen på journalistik og aktivisme.