Thornings løgn

Det tog lang tid. Men ved middagstid i går kom indrømmelsen: Helle Thorning-Schmidt erkendte, at hun misinformerede Justitsministeriet om ægtefællen, Stephen Kinnocks, faktiske tilknytning til Danmark.

Selv kalder hun det »en sløset fejl,« men så let bør den socialdemokratiske partiformand og oppositionens bud på en statsministerkandidat ikke slippe.

Faktum er, at hun betjener sig af de argumenter, som synes bedst egnede til at opnå det, hun gerne vil opnå i ethvert givent øjeblik. Når det gælder om at få lov til, at ægtefællen kan blive medejer af en dansk ejendom, så er der nærmest ingen grænser for, hvor stor tilknytning han har til Danmark. Når det drejer sig om at undgå at betale dansk skat, forholder det sig præcis omvendt.

Helle Thorning-Schmidts ageren i skattesagen tegner billedet af et kynisk beregnende menneske, hvad der næppe kan overraske, når man har fulgt hendes politiske vej: Rundet af venstrefløjen, hjulpet frem med højrefløjens støtte, men parat til at vende 180 grader i vigtige spørgsmål og tækkes venstrefløjen for at bevare magten. Hvad Helle Thorning-Schmidt egentlig står for, er fortsat en gåde, mens det synes klart, at det, der driver hende, hverken er hensyn til de svage eller forestillingen om et retfærdigt samfund, men derimod alene ønsket om at placere sig selv mest fordelagtigt. Så må synspunkterne bøjes derefter.

At hun fremstår særligt utroværdig i skattesagen skyldes naturligvis, at hun har udråbt skat som et kerneområde i den socialdemokratiske politik. Socialdemokraterne vil hente milliarder til statskassen gennem bedre ligning og afsløring af skattesnyd. Thorning-Schmidt har agiteret for den såkaldte millionærskat. Talen kan næppe udlægges anderledes, end at hun finder det ret og rimeligt, at alle bidrager til fælleskassen frem for at finde smuthuller og nemme løsninger.

Hendes modstridende udsagn i skattesagen afslører, at det netop er, hvad hun selv betjener sig af: smuthuller og en pyntet version af virkeligheden.

Hvorfor skulle der så gå så lang tid, fra skattesagen dukkede op, til ægteparret Thorning-Schmidt/Kinnock vendte på en tallerken og erklærede, at Stephen Kinnock ville betale skat med tilbagevirkende kraft i Danmark fra 1. januar 2009, som just er det tidspunkt, da han overtog direktørstillingen i World Economic Forum i Schweiz? Inden meddelelsen kom, havde Thorning-Schmidt talt om »gråzoner«, men nu står det klart, at zonerne ikke var mere grå, end at hun hele tiden har måttet være klar over, hvornår man er på den ene eller anden side af grænsen. Hvorfor skulle hun ellers, da skattesagen begyndte at rulle, omhyggeligt nedtone Stephen Kinnocks ophold i Danmark?

At lyve over for myndighederne er en alvorlig sag, som man straffes for. Det tjener bestemt ikke til Helle Thorning-Schmidts ære, at hun forsøger at bortforklare det passerede som en sløset fejl, når alt peger i retning af iskold beregning. Hendes ageren burde føre til selvransagelse i oppositionen, men meget tyder på, at tanken om at være så besnærende nær magten får politikerne til at slutte ring om deres statsministerkandidat.

I stedet for at forsvare Helle Thorning-Schmidt burde de tænke alvorligt over, om de er tjent med en statsministerkandidat, som flere gange har demonstreret, at hun bøjer synspunkterne og nu også sandheden efter eget forgodtbefindende.