Nej tak

»Der findes kun én eneste evig sandhed i jura,« docerede alle uddannede journalisters presseretlige mentor, Knud Aage Frøbert, gennem mange år på Danmarks Journalisthøjskole.

Når han nu på denne måde havde sikret sig auditoriets opmærksomhed, fortsatte han:

»Der er ingen evige sandheder i jura.«

Så enkelt kan en grundlæggende læresætning udtrykkes, og det blev den. At jura så visselig ikke er nogen eksakt videnskab, og at højt uddannede jurister ud fra de samme paragraffer, lærebøger, læresætninger og domspraksis alligevel gennem dygtig og holdbar argumentation kan nå frem til modsatte konklusioner, har vi i de seneste dage fået nogle meget illustrative eksempler på.

Tre politidirektører har som den naturligste sag i verden til sig selv og deres ægtefæller modtaget fribilletter til forskellige kulturelle arrangementer i bl.a. Messecenter Herning, Århus Teater og Aalborg Kongres- og Kulturcenter.

De ser ikke noget problem i det, og politidirektøren i Århus oplyser, at han ligefrem har betragtet deltagelsen i arrangementerne som en repræsentativ embedsforpligtelse.


Over for dette står udsagnene fra to eksperter i forvaltningsret, lektor Sten Bønsing fra Aalborg Universitet og professor Claus Haagen Jensen fra Copenhagen Business School. De er ikke i tvivl om, at de tre politidirektører har gjort sig skyldige i ulovligheder ved at modtage billetterne til sig selv og deres ægtefæller.

Da man må formode, at politidirektørernes juridisk faglige og intellektuelle niveau i det mindste nogenlunde ligger på niveau med de to universitetsfolks, ser vi her et eksempel på Knud Aage Frøberts læresætning til de vordende journalister.

Det hører imidlertid med til historien, at nogle har fået det privilegium trods velbegrundede meningsforskelle at skære igennem og bestemme, hvad der skal være gældende ret. I retssystemet i sidste instans Højesterets dommere - i forvaltningen ministeren. Justitsminister Lars Barfoed lægger ifølge det oplyste op til nye og mere entydige retningslinjer, så også politidirektører kan slå op i en brugsanvisning og se, hvad de må, og hvad de ikke må modtage af gaver.

For en lægmand, som ikke er belastet af detaljeret viden om avancerede juridiske finesser, ser spørgsmålet imidlertid ikke så indviklet ud.


Menige politifolk har blandt andet fået at vide, at de ikke må lade sig beværte med en sandwich og en cola, når de på deres natlige patruljer runder en døgnkiosk. Det kunne skabe tvivl om deres habilitet og integritet, og politiets øverste ledelse hæger meget om netop habilitet og integritet. I hvert fald på de menige politifolks vegne.

De tre politidirektører føler sig tydeligvis højt hævet over den slags, og der er sådan set ingen grund til at betvivle deres motiver. Kun en ret kreativ tankegang kan føre til en mistanke om, at eksempelvis Århus Teater gennem nogle fribilletter skulle kunne købe sig til fordele hos politidirektøren. Lige så lidt som at en kioskejer skulle kunne købe sig til særbehandling med en sandwich eller en gratis cola.

Det er imidlertid ikke problemet. Problemet er signalværdien og tvivlen.

At det skulle være en særlig repræsentativ forpligtelse at gå til teaterforestilling i civil og måske i pausen lade sig se med et glas hvidvin i hånden, er selvfølgelig en ret søgt forklaring. Her er det, som om kombinationen af kors og bånd og fribilletter for en tid har udfordret dømmekraften.