Hjælp Pakistan

En naturkatastrofe af det omfang, som har ramt Pakistan, ville være skæbnesvanger for de fleste lande.

For det desperat fattige, religiøst sønderrevne, terrorplagede og politisk ustabile Pakistan kan konsekvenserne komme til at række langt videre end til den fatale monsun-oversvømmelse, der i omfang overgår tsunamien i Det indiske Ocean i 2004, jordskælvet i Pakistan året efter og det jordskælv, som i januar lagde store dele af Haiti i ruiner.

Med udsigt til endnu mere regn er det for tidligt at gøre den endelige ødelæggelse og det samlede tab af liv op. Men foreløbig er 6.000 landsbyer vasket væk, veje, broer og kommunikationslinjer er ødelagt, og formentlig flere end 1.200 har mistet livet. 600.000 er blevet hjemløse, knap tre millioner børn behøver hjælp, og blot i det hårdest ramte område, Khyber Pakhtoonkhwa, er der mangel på mad til to millioner mennesker.



Der er alle mulige gode grunde til at hjælpe Pakistan, men alligevel kniber det med den velvilje, som tidligere naturkatastrofer har fremkaldt. Forklaringen er indlysende. Pakistan har i en årrække selv skabt det dårligst tænkelige internationale omdømme.

Stemplet som det farligste sted i verden, en atommagt med en hær, som ikke kan eller vil knuse terroristerne fra Taleban og Al Qaida, og med et efterretningsvæsen, som ifølge de fortrolige dokumenter, som WikiLeaks offentliggjorde, bakker Taleban op, er Pakistan ikke et land, som kalder på sympati. Men ikke desto mindre er der i det kapløb med tiden, som katastrofen har udløst, brug for massiv hjælp. Først og fremmest til de millioner af ulykkelige, som er ramt. Derefter til det skrøbelige demokrati, som kæmper for sin overlevelse. Som adgangsvej for Natos forsyninger spiller Pakistan en nøglerolle for krigen i Afghanistan. Som udklækningssted og base for Taleban og Al Qaida, hvis brutale terrorisme blot siden 2007 har kostet 30.000 pakistanere livet, er Pakistan vitalt for sikkerheden i det internationale samfund.

Begge disse terrororganisationer står klar til at udnytte katastrofen. Foreløbig har Nato-forsyningerne måttet stilles i bero mindst et par uger, og at Taleban og Al Qaida derefter, når forsyningslinjerne er udbedret, vil øge deres aktiviteter, er uden for tvivl.



Set i dette perspektiv vil Pakistan formentlig få de nødvendige penge, først og fremmest fra USA og de øvrige nationer, som gør en indsats i Afghanistan. Men økonomisk hjælp er kun en del af løsningen på de problemer, som plager denne nation, der desperat søger mod demokratiet. De militante grupper, som vil fortsætte deres bestræbelser på at overtage magten, må bekæmpes.

De har allerede med den pakistanske regerings godkendelse magten i 59 landsbyer i den nordvestlige del af Pakistan, hvor islamisk lov er tilladt. De vil fortsætte i provins efter provins, for de vil ikke gå på kompromis med deres erklærede mål: at overtage hele Pakistan og dets atomvåben med de konsekvenser, som det vil få for Verden.

Derfor må og skal Vesten hjælpe massivt i denne nødsituation, som spiller stadig flere kort i hænderne på de militante terrorister. Hvad der sker i Pakistan, har indflydelse også på os. Hvis ikke vi hjælper, kan det udløse en udvikling, som definitivt vil kaste det i armene på ekstremisterne.

Pakistan har brug for øjeblikkelig humanitær hjælp. Men langsigtet har det brug for Vestens støtte på vejen mod at blive et fuldgyldigt demokrati.


SE OGSÅ: Fotoserie: Pakistans katastrofe