Efterløn på spil

Så kom der endnu et halvhjertet forsøg fra fagbevægelsen på at få Socialdemokraternes og Socialistisk Folkepartis økonomiske plan til at hænge sammen.

Bortset fra, at flere af forslagene til at finde de 15 mia. kroner stadig bygger på tvivlsomme finansieringskilder, er det mest bemærkelsesværdige ved LO's udspil, at fagbevægelsen vil hente 3-6 mia. kroner på at få flere til at fravælge efterlønnen.

Heri ligger der i det mindste en erkendelse af, at efterløn ikke er langtidsholdbart i Danmark, men hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud: Afskaf den og indfør i stedet en model, som tilgodeser de mennesker, der reelt har behov for at forlade arbejdsmarkedet inden pensionsalderen.

Det virker krampagtigt og nærmest patetisk at fastholde et velfærdsgode, blot fordi tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen kom til at udstede en garanti i 1998. Siden da har politikerne af skræk for at få de tryghedssøgende vælgere imod sig behændigt sneget sig uden om en gennemgribende efterlønsreform.

Den lektie har også Helle Thorning-Schmidt lært. For blot seks år siden var hun parat til at afskaffe efterlønnen, forslaget blev oven i købet støttet af DSU, men forudsigeligt banket i jorden af Mogens Lykketoft, som havde lært lektien: »Debatten kan godt foregå i akademiske kredse. Men hos os er den utidig. Vi har allerede gennemført en reform i 1998 med den fornødne fremsynethed og det fornødne mod, nogle vil ligefrem sige dumdristighed,« lød svaret fra den daværende partiformand.

Selv under formandsopgøret med Frank Jensen stod Helle Thorning-Schmidt fast på sin efterlønsreform, og man skal ikke længere tilbage end til juni i år for at finde citater fra en realistisk S-formand, som satte efterlønnen på spil: »Alle og enhver ved, at hvis man ikke skaffer 15 milliarder, så betyder det enten velfærdsforringelser eller meget brutale reformer - som f. eks. afskaffelse af efterlønnen,« lød det fra Helle Thorning-Schmidt.

Næsten samtidig forsikrede Henrik Sass Larsen, at han var parat til at forlade politik, hvis der kom forringelser i efterlønnen. Den bastante melding fik selv SF til at tøve og erklære, at herfra ville der ikke komme garanti for urørt efterløn.

Men bundlinjen er altså, at ”fair løsning” ikke hænger sammen, med mindre der pilles ved betingelserne for at gå på efterløn. Det ved De Radikale naturligvis godt, og partiet vil fortsætte presset for at få Socialdemokraterne og SF til at indse, at der skal holdbare løsninger til, hvis de to partier skal have mulighed for bare at beholde et minimum af al den velfærd, de konstant taler om.

Det samme må efterhånden være gået op for vælgerne, efter at de har kunnet læse rapport efter rapport fra økonomer, som fastslår, at Danmark ikke har råd til et luksusgode som efterløn, hvis velfærdssamfundet skal hænge sammen i fremtiden, når færre unge skal forsørge flere ældre. Det kræver hverken den store hovedregning eller fremsynethed at nå til den konklusion.

Det triste faktum er, at siden Poul Nyrup Rasmussen udstedte sin efterlønsgaranti, har der været bred politisk konsensus om, at de attraktive midtervælgere ikke ønsker forandringer, Ja, at de ligefrem vil stemme imod forandringer. Et opgør med efterlønnen kræver et paradigmeskift i dansk politik, så politikerne begynder at tale til de forandringsvillige i stedet for de forandringsforskræmte.