Ret og praksis

Skal man tro udlægningen af en undersøgelse, som professor Flemming Balvig fra Københavns Universitet for nogle dage siden offentliggjorde, er befolkningens uvidenhed om domstolenes straffeniveau nærmest total.

Befolkningen tror, at dommerne er en flok blødsødne vatnisser, som viger tilbage for at tildele forbrydere deres velfortjente straf. Når selv samme befolkning bliver opfordret til at tage stilling til konkrete sager, er dommene næsten konsekvent mildere end dem, som domstolene faktisk har afsagt.

Dette fænomen er hverken nyt eller overraskende. Det er bekræftet af lignende danske og internationale undersøgelser gennem flere årtier.

Alligevel betragter professor Flemming Balvig det ifølge Politiken som »demokratisk uansvarligt, at vi har en befolkning, der er så uinformeret om, hvornår og hvordan vi bruger fængsel som strafform,« og til Morgenavisen Jyllands-Posten siger han: »Undersøgelsen viser, at folk ikke ved, hvor domstolenes praksis ligger, og at de systematisk undervurderer længden af de straffe, der faktisk idømmes.«

En Rambøll-måling i Jyllands-Posten peger i retning af, at 37 pct. af befolkningen ud fra en samlet betragtning finder den danske retspolitik for lempelig.



Man kan umiddelbart undre sig over den ifølge Balvig problematiske uvidenhed, for domme i de store kriminalsager omtales fyldigt i medierne, og dommene bliver faktisk omtalt og præmisserne beskrevet.

Man skal imidlertid være opmærksom på, at der er en ganske væsentlig forskel på de straffe, der idømmes, og de straffe, der faktisk afsones.

Dømte bliver rutinemæssigt prøveløsladt, efter at to tredjedele af straffen er afsonet.

Desuden gør det naturligvis indtryk på befolkningen, når man kan læse, at en bedrageridømt såkaldt finansmand lystigt kan drive forretning fra fængslet og endog tage en smuttur til London en gang imellem for at ordne nogle forretninger. Eller når en forhenværende rocker, der er idømt 13 års fængsel, allerede efter fem år færdes frit i samfundet og blandt andet i egen bil kan køre sin datter til skole om morgenen. Det er, fordi han er på såkaldt udslusning fra en pension i Skejby ved Århus.

Eller når fængselsvæsnet praler af, at man i visse fængsler har oprettet narkofrie afdelinger. Da må befolkningen med rette spørge, om ikke fængslerne i det hele taget skulle være narkofri. Det er de som bekendt ikke. Handelen med hash og hård narkotika florerer lystigt inden for fængslets mure. Eller når fængselsvæsnet betror os, at det er umuligt at standse narkohandel og indsmugling af mobiltelefoner, fordi besøgende jo kan tage den slags med, og der er grænser for, hvor grundigt man kan visitere de besøgende for ikke at krænke deres integritet.



Da er det, vi i al stilfærdighed minder om, at ganske almindelige mennesker dagligt får krænket deres integritet i alverdens lufthavne i en sådan grad, at end ikke en slipsenål kan slippe igennem. Det kan altså godt lade sig gøre, når viljen er til stede, men det er den tydeligvis ikke.

Det er sådanne oplysninger, sådanne paradokser, som er med til at give befolkningen det indtryk, at behandlingen af dømte kriminelle ikke er optimal. Det virkelige problem opstår, når uforstandige politikere misforstår folkets ønsker og blot bevidstløst forhøjer strafferammerne i stedet for at rette fokus mod en nødvendig reform af strafsanktionerne.