Gør det ondt?

Grundopskriften på regeringens krisestyring er i bund og grund mærkværdig.

I stedet for at gøre vælgerne det krystalklart, at uden reformer og drastisk slankning af den offentlige sektor, så kan de kigge langt efter den bløde velfærdsdyne, som de plejer at svøbe sig i, så trøster finansministeren med, at det hele nok snart går over igen. Borgerne vil vågne efter det, som bare synes som en ond drøm og fortsætte det sorgløse liv som før.

Den kur, som udstikkes, kommer ikke til at gøre rigtigt ondt på nogen, og der stilles ikke på noget tidspunkt spørgsmål til, om virkeligheden bliver anderledes, når krisen er slut. Der vil stadig være råd til, at en betragtelig del af befolkningen er på overførselsindkomster, herunder overflødige overførselsindkomster som den tilsyneladende hellige efterløn.

Det var Claus Hjort Frederiksen, som lagde den strategi, der førte Venstre til magten. Kernen var, at Venstre skulle undgå ethvert opgør med Socialdemokraterne om fordelingspolitik. Venstre skulle med tilpas rundhåndethed vise, at det var et velfærdsparti. Den strategi har været dyr. Og her tænkes ikke på, hvad den har kostet i kroner og øre, men især på, at prisen for strategien har været, at vælgerne har vænnet sig til, at velfærd er et gode, som kun kan blive bedre. Ikke ringere. Den indstilling anes stadig, når Claus Hjort Frederiksen fremlægger sin finanslov. Venstres strateg viger uden om det ubehagelige, men nødvendige.

Gør det ikke ondt på vælgerne, så må det gøre ondt på de gamle liberale løver, som snart skal foretage et valg, som vil vise i hvilken retning, de vil gå. For første gang siden 2001 kan regeringen ikke danne flertal alene med Dansk Folkeparti, og det betyder, at det sidste og afgørende mandat skal købes. Det kan gøres billigt ved at indfri Christian H. Hansens krav om forbud mod dyresex. Det vil næppe slå finanseffekten ud af kurs. Eller det kan gøres dyrt ved at gå til Liberal Alliance, som stiller med krav om mere dybtgående forslag, som til gengæld vil vise sig gavnlige på længere sigt. Valget af finanslovspartner vil indikere i hvilken retning, regeringen vil gå, og om den er moden til at tage et større opgør med vælgerne om prisen for fremtidens velfærdssamfund.

For overhovedet at få regnestykket til at gå op, kræver det en særlig økonomisk disciplin i den offentlige sektor, og spørgsmålet er, om Hjort, som går under tilnavnet regeringens rottweiler, kan holde kommunerne i skak.

Særligt skuffende er det, at finanslovsforslaget er som støvsuget for initiativer, der kan skabe vækst i den private sektor. Heller ikke på det punkt tør regeringen for alvor tage kampen op med Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti.

Ganske vist påpeger Claus Hjort Frederiksen, at de to partiers plan, "fair løsning" med de massive offentlige investeringer, på ingen måder indfrier de krav, som EU stiller, men i bund og grund anviser regeringen ikke selv en vej ud af krisen, som er markant anderledes ved netop at satse på reformer, sænkning af skatten og initiativer, der kan skabe vækst i den private sektor. I stedet fremlægges en finanslov, hvor der spares lidt hist og pist, uden at det rokker noget særligt ved selve grundlaget for samfundsindretningen.

Det er skuffende af en liberal ledet regering. I opgangstider forsømte den at gennemføre de nødvendige reformer. Finanslovsudspillet og især italesættelsen af det viser, at selv ikke en økonomisk krise gør en forskel. Sigtet er stadig på næste valg. Og det er kort.

LÆS OGSÅ: Netavisleder: Mere velfærd for lånte penge