Forbryderjagt

Kan man have sympati med lovovertrædere? Kan lovovertrædere agere som sådanne i en højere, god sags tjeneste? Giver det overhovedet mening at skelne mellem gode lovovertrædere og onde lovovertrædere?

For miljøorganisationen Greenpeace giver det mening, og for Greenpeace er der ingen tvivl om, hvem der er de gode.

Greenpeace har siden sin spæde begyndelse som græsrodsbevægelse i USA i 1971 i stigende grad markeret sig med store, iscenesatte aktioner med henblik på at skabe opmærksomhed om globale miljøforbrydelser. Ofte er der med fuldt overlæg og i fuld offentlighed anvendt ulovlige metoder. Ulovlighederne er så at sige gjort til en del af mediestrategien.

Organisationens danske afdeling har nu gjort sig bemærket ved at placere gps-sendere på nogle fiskerbåde i Gilleleje Havn for derefter at spore dem til en gydeplads for torsk i Kattegat, hvor fiskeri af gode grunde er forbudt. Organisationen har overvåget 70 sejlture ind i det forbudte område og med videooptagelser dokumenteret, at flere af bådene havde deres fangstredskaber ude.



Gilleleje-fiskerne koncentrerer sig om, at oplysningerne er skaffet på ulovlig vis, og mener, at de alene derfor bør afvises. Også den konservative fiskeriordfører i Folketinget, Tage Leegaard, mener, at bevismaterialet bør smides i skraldespanden - fordi det er indsamlet ulovligt. Det er en lidt primitiv reaktion.

Sagens dilemma er såmænd ganske enkelt. Ingen bestrider, at Greenpeace uden fiskernes tilladelse eller viden har bevæget sig ind på bådene for at montere gps-udstyret. Det er organisationen politianmeldt for, og det er som udgangspunkt en tilståelsessag. De pågældende bliver ifølge politiet sigtet for ulovlig indtrængen efter straffelovens paragraf 264. Det bliver så op til retten at tage stilling til, hvilken straf en sådan handling skal koste. Retten har mulighed for at gøre handlingen straffri, hvis den er enig med organisationen i, at formålet var så ædelt og samfundsnyttigt, at handlingen var berettiget.

Straffelovsparagraffen har nemlig den sikkerhedsventil, at det alene er ”uberettiget” indtrængen, der er strafbar.

Gilleleje-fiskerne har en forståelig og legitim interesse i at koncentrere al opmærksomhed mod Greenpeace og det ulovlige og formentlig strafbare i aktionen.



Men her er det værd at understrege, at miljøorganisationens handlinger ikke gør fiskernes eventuelle ulovlige fiskeri lovligt. Selv hvis og når Greenpeace-folkene bliver sigtet, tiltalt og modtager deres dom, ændrer det ikke ved, hvad der faktisk foregår i det ulovlige område i Kattegat.

Uanset hvor mange Greenpeace-folk der måtte blive idømt uanset hvor strenge straffe, ændrer det ikke de faktiske omstændigheder på torskenes gydepladser.

Hvis miljøorganisationens dokumentation holder, er det Fiskerikontrollen og Fiskeridirektoratet, der har et alvorligt troværdighedsproblem. Hvis den grundige og samvittighedsfulde kontrol, som vi herefter under alle omstændigheder må forvente, afslører omfattende ulovligt fiskeri, er det Fiskerikontrollen, der har svigtet.

Så kan man aldrig så meget skælde ud over en miljøorganisations ulovligheder.

Tværtimod bør det i så fald afstedkomme en vis skamfuldhed, at privat foretagsomhed førte til den afsløring, som det er Fiskerikontrollens forpligtigelse at foretage.