Iraks fremtid

Når USA's præsident, Barack Obama, tirsdag den 31. august bekræfter, at han har holdt sit valgløfte, og at alle amerikanske kampstyrker har forladt Irak, vil han utvivlsomt samtidig understrege, at det ikke betyder USA's definitive farvel til Irak.

Irak har fortsat brug for amerikansk støtte i den langsommelige proces mod at blive et demokrati, og den støtte vil det få. For missionen er ikke fuldendt, som Obamas forgænger George W. Bush triumferende erklærede for syv år siden, da diktatoren Saddam Hussein var fjernet.

USA's engagement i og hjælp til Irak vil blive reduceret. Men der vil i mange år fremover være brug for amerikansk tilstedeværelse. Derfor vil det være både uklogt og overmodigt at gentage Bushs sejrserklæring, for selv om meget har ændret sig, og selv om Irak begynder at vise den vilje til at styre sig selv, som er en forudsætning for, at den endelige sejr er vundet, er der lang vej igen.

Men Irak er på rette vej, og kan de irakiske politikere og især de tre største religiøse og politiske fraktioner, sunnierne, shiiterne og kurderne, langt om længe få dannet den regering, som nødvendigvis må rumme dem alle, er meget vundet.

Heldigvis tyder meget på, at det kan lykkes, og i sig selv er alene det, at diskussionen nu er flyttet fra det voldelige til det verbale, et tegn på, at et demokrati er undervejs.

Der er adskillige andre positive tegn på, at de mange års indsats i Irak har ført til resultater. Irak er ikke længere en mislykket stat. Volden er den laveste siden invasionen i 2003, og terroristerne er blevet marginaliseret i en sådan grad, at kræfterne i stadig højere grad har kunnet bruges på at træne den irakiske hær, som fremtidig skal garantere borgerne den sikkerhed, som er deres dybeste ønske.

At Irak politisk set fortsat befinder sig i et dødvande, som sinker den økonomiske og politiske proces, er en kendsgerning og et problem. Men der er nu tegn på, at Irak har viljen til at skabe et fredeligt, pluralistisk og med tiden måske også velhavende samfund. Og i det omfang, USA og andre nationer vil bidrage til denne proces, kan det lykkes.

Problemer er der stadig masser af. Først handler det som nævnt om at få dannet en samlingsregering af sunnier, shiiter og kurdere.

Dernæst at løse det problem, som centralregeringen i Bagdad endnu ikke har brugt tilstrækkelig mange kræfter på, den omfattende korruption, og at sikre befolkningen de nødvendige basisforsyninger.

For hvis ikke det sker, er der risiko for, at det begyndende demokrati sønderrives af en ny borgerkrig, som kan ende med et militærkup. Det er formentlig Iraks største dilemma i tiden efter den amerikanske tilbagetrækning.

Kan en ny regering ikke skabe orden i økonomien, skaffe de nødvendige arbejdspladser, sikre en rimelig tilværelse for de mange, der er fordrevet fra deres hjem og få has på korruptionen, vil det skabe den utilfredshed, frustration og vrede i befolkningen, som kan være aftrækkeren til en borgerkrig og til øget uro i det Mellemøsten, som Irak er en vital del af.

Fra sin fængselscelle sagde den tidligere irakiske vicepremierminister Tariq Aziz forleden, at »USA overlader Irak til ulvene«. Sådan behøver det ikke gå. Men det forudsætter, at de irakiske politikere snart bliver enige, og at USA fortsat i en lang årrække hjælper irakerne.

Det militære mål er nået. Det demokratiske er i syne.