Pakistan

Hvor vigtigt det er at hjælpe Pakistan, understreges af Talebans trusler mod udenlandsk nødhjælp og de flere tusinde nødhjælpsarbejdere, der allerede er i det katastroferamte land, for Talebans dagsorden er særdeles synlig.

Den terror, som er Talebans kendetegn, skal endnu en gang i brug for at sikre den fanatiske bevægelse kontrol over Pakistan og i værste fald landets atomvåben.

Taleban har allerede med den pakistanske regerings godkendelse etableret sine brohoveder i det nordvestlige Pakistan, hvor sharialoven nu hersker. At Pakistans regering gav Taleban denne indrømmelse, er både uforståeligt og i yderste konsekvens totalt ansvarsløst. Mere vil have mere, og Taleban vil have det hele.

Der er både militære og politiske kræfter, som mere eller mindre skjult støtter Taleban, og den regering, som blev valgt for kun knapt tre år siden, er ineffektiv, og der er stadig så megen korruption i Pakistan, at man alvorligt kan tvivle på, at de pakistanske myndigheder er i stand til eller for den sags skyld villige til at lade den internationale nødhjælp ende de rigtige steder.



Katastrofen har skabt de omgivelser, som terrorister trives bedst i, og hvor det er nemmest at vinde sympati og hverve nye rekrutter. De katastroferamte områder præges af den sult, fattigdom og håbløshed, som Taleban har en klar interesse i, fordi det styrker bevægelsens sag.

Derfor er det bydende nødvendigt hurtigst muligt, og hvor svært det end er, at sikre de penge, som er en forudsætning for ikke blot at genopbygge det ødelagte land, men også den tillid til det internationale samfund, som er en forudsætning for, at Pakistan ikke falder i Talebans hænder.

Det atombevæbnede Pakistan, hvis nordvestlige områder på grænsen til Afghanistan er et fristed for terroristerne, er af vital betydning for ikke blot Asien, men for hele det internationale samfund. Det er lige nu ikke Irak eller Afghanistan, der udgør den største sikkerhedstrussel i regionen, men Pakistan, hvor Taleban og Al Qaida får stadig større råderum.

Denne nation, som i årtier har lidt under et korrupt og egoistisk lederskab, og hvor militærkup regelmæssigt har svækket det civile samfund, men som trods alt er på vej mod et skrøbeligt demokrati, har ikke selv kunnet forsvare sine nationale interesser.



Nu er det blevet endnu vanskeligere. Pakistan har i årtier været afhængig af international og især amerikansk økonomisk hjælp og militær støtte. Dets langsigtede stabilitet er totalt afhængig af massive investeringer i sundhed, uddannelse, energi og vand. Behovet for disse fundamentale investeringer er på grund af katastrofen nu steget med rekordfart.

Men mindst lige så nødvendigt er det at søge at flytte magten væk fra den hær, som trods massive tab i kampen mod terroristerne ikke desto mindre har ydet støtte til de militante grupper, som gør alt, hvad de kan, for at svække koalitionens indsats i Afghanistan.

Hvis hæren igen griber ind, og det er ikke usandsynligt, vil det uvægerligt være et alvorligt tilbageslag i den demokratiske proces.

Pakistan har brug for hjælp mere end kritik, for et stabilt Pakistan er centralt for sikkerheden ikke blot i Asien. Skal den sikkerhed skabes, kræver det regionalt og internationalt samarbejde. Den internationale kamp mod terror kan kun vindes, hvis vi støtter Pakistan og derved svækker terroristerne politisk, økonomisk og militært.