Tillidskrisen

Ved World Economic Forums årsmøde i Davos i januar sagde viceformanden for Indiens Planlægningskommission, Montek Singh Ahluwalia: »Tillid vokser i samme takt som en kokospalme, men den falder med samme hast som en kokosnød.«

Visdommen i disse ord er i denne sensommer en ubehagelig påmindelse om, at de seneste tre år med kredit- og finanskriser samt recession har skabt en historisk tillidskrise.

Nok har verdens politiske beslutningstagere lært så meget af 1930'erne, at de har prioriteret internationalt samarbejde og koordination i det lønlige håb at kunne forhindre recessionen i at udarte til en depression, men de politiske realiteter er, at enhver har været sig selv nærmest.

I de fleste lande befinder arbejdsløsheden sig på et kronisk højt niveau, som de færreste regeringer reelt kan sætte ind over for uden at skulle øge den allerede uholdbare offentlige gældsætning.

I weekenden har verdens økonomiske og pengepolitiske beslutningstagere deltaget i et symposium i Jackson Hole i den amerikanske stat Wyoming for at udveksle synspunkter om den fremtidige økonomiske udvikling.

Sjældent har seancen være så påkrævet som i år, da meningerne er stærkt delte om, hvorvidt verdensøkonomien er på vej mod en ny recession eller inde i et trægt opsving. Overraskende mange økonomer vurderer, at verdens største økonomi, USA, resten af dette årti vil være præget af lav vækst og en svag beskæftigelsesudvikling.

Weekendens debat i Jackson Hole viser uenighed om, hvordan man forhindrer såvel forårets økonomiske fremdrift i Asien, Europa og Nordamerika i at miste den spæde dynamik som de værktøjer, der bør anvendes. Hvis store dele af verden ikke atter skal glide ind i recession og måske depression og deflation, skal den negative psykologiske spiral brydes, hvilket erfaringsmæssigt er vanskeligt.

Forbrugerne tør ikke handle langsigtet, før end boligmarkedet er stabiliseret, og risikoen for arbejdsløshed fortoner sig. Omvendt tør erhvervslivet ikke investere og ansætte, før end forbrugerne begynder at røre på sig.

Politisk er der behov for dristighed af en noget anden kaliber end den, vi bl.a. ser herhjemme. Væksten skal fremmes ved især at kæle for de små og mellemstore virksomheder, der er beskæftigelsesdynamoer; mens husholdningerne skal have større rådighed over deres indkomst i form af reelle skattelettelser.

Forslag om at sænke selskabsskatten kan isoleret set lyde besnærende, men da én pct. af virksomhederne leverer 70 pct. af selskabsskatteprovenuet, er der større effekt ved at sænke personbeskatningen finansieret med reel nulvækst i den offentlige sektor i stedet for det merforbrug, som regeringen i sit finanslovforslag lægger op til - for 10. år i træk.

Mere end nogensinde er der brug for målrettet internationalt samarbejde og økonomisk-politisk koordination, da globaliseringen har skabt en gensidig afhængighed, der indebærer, at økonomisk vækst for alvor er blevet et fælles ansvar.

Arbejder landene ikke frem mod fælles velstandsforbedringer bl.a. gennem mere frihandel og ens spilleregler for finansindustrien, må alle leve med risikoen for en lang årrække med lav vækst og mange millioner arbejdsløse.

Det vil være en uhyggeligt høj pris at betale for det seneste årtis udskejelser og politiske fejlgreb og den mistillid, som de desværre har affødt.