Socialkontoret

Fleksjobbere tjener op til 700.000 kr. om året. Hver fjerde tekniske servicemedarbejder i kommunerne er ansat med løntilskud. Arbejdstagere fra andre EU-lande har ret til dansk børnecheck til børn i hjemlandet og ret til at få udbetalt kontanthjælp efter blot 10 ugers arbejde.

Åbenbart kender tossegodheden ingen grænser i det Danmark, der økonomisk plages under åget af verdens højeste skattetryk, verdens største offentlige sektor, verdens økonomisk mest generøse velfærd og verdens mest ihærdige forsøg på at maskere den reelle arbejdsløshed.

Man kan næppe bebrejde de personer, der modtager offentlige ydelser, som de i henhold til gældende lov er berettiget til; herunder heller ikke at være i mere eller mindre pseudobeskæftigelse med løntilskud.

Ej heller kan der peges fingre ad de borgere fra andre EU-lande, der opholder sig legalt i Danmark og modtager forskellige former for overførselsindkomster; dog forudsat at deres ophold ikke er resultatet af social arbitrage som følge af, at borgere fra en række central- og østeuropæiske lande kan leve bedre på offentlige ydelser i Danmark, end de ville kunne ved at have fast lønarbejde i hjemlandet.

Bebrejdelserne skal rettes mod de kræfter på Christiansborg, der i stedet for at vise mådehold i omgangen med skatteydernes penge bedriver overbudspolitik for at købe stemmer og dermed egen jobsikkerhed.

Isoleret set kan en fleksjobordning være et positivt element, men uden klare begrænsninger sker der præcis det samme som med eksempelvis efterlønnen. Den var tænkt som hjælp til nedslidte på arbejdsmarkedet, men er endt som en generel og meget kostbar overførselsindkomst.

Det samme gælder de løntilskudsjob, hvor tanken har været at hjælpe ledige tilbage på arbejdsmarkedet. I stedet for et forstandigt initiativ er der skabt en kassetænkningsmaskine, hvis groteske kulmination ses i Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor 54 af de 66 tekniske servicemedarbejdere er i løntilskudsjob. Sandsynligheden for, at det fører til varig beskæftigelse uden for den offentlige sektor, må anses for minimal.

Til gengæld skaber disse ordninger utvivlsomt stor, permanent beskæftigelse i statsadministrationen og kommunerne, og da eksistensgrundlaget for disse bureaukrater er forvaltningen af tilskudsordningerne, kan man være temmelig sikker på, at udviklingen vil løbe lige så løbsk, som tilfældet har været med efterløn, børnecheck og andre åbne haner, der systematisk lænser de offentlige kasser.

Hvad angår de sociale ydelser til arbejdstagere fra andre EU-lande, er situationen mere kompliceret.

Som professor Marlene Wind frejdigt erklærer, »er der ingen som helst mulighed for, at danske politikere kan ændre« EU-borgeres fri adgang til de danske offentlige kasser. Vi sidder tilbage med fornemmelsen af, at danske embedsmænd og ministre må have sovet ualmindelig grundigt i timen, da disse regler blev vedtaget; ja, kan hænde, at det skete ved et af de møder, som danske ministre undlod at deltage i?

Står professor Winds vurdering til troende, er Danmarks eneste værn mod at blive socialkontor for den voksende strøm af borgere fra central- og østeuropæiske lande at harmonisere de danske velfærdsydelser til det vesteuropæiske gennemsnitsniveau. Det vil fordre en hårdt tiltrængt revision af myriaderne af løbske overførselsindkomstordninger, men også gøre det mindre attraktivt at søge til Danmark af økonomiske grunde. Det vil ikke være så ringe endda.