Mellemøstspillet

Man kan sige, hvad man vil, om USA's præsident, Barack Obama, og det gør man så ved teselskaber i USA, over samovaren i Moskva og så mange andre steder verden over.

Men én ting kan man ikke tage fra ham. Han er en modig mand, som nu søger at genstarte den israelsk-arabiske fredsproces, som hans forgængere snublede i.

En umulig mission, lyder budskabet fra alle sider. Men er den nu så umulig? I et uforudsigeligt Mellemøsten, som i disse år ændrer sig bogstaveligt talt fra dag til dag? I et Mellemøsten, hvor nye magter som Iran og Tyrkiet får stadig større indflydelse, og hvor nationalistiske, religiøse og terroristiske kræfter vil gøre, hvad de kan for at ødelægge den proces, som begynder i Washington i dag, kunne det umiddelbart se sådan ud. Kan, vil og tør Obama gøre det tilsyneladende umulige: At lægge så hårdt pres på israelere, palæstinensere og arabere at processen lykkes? Kan, vil og tør han gøre op med sine forgængeres fejlslagne mellemøstpolitik og nå sin ambition om fred i Mellemøsten?

Svaret kan måske findes i den kendsgerning, at den israelsk-palæstinensiske konflikt i disse år optager Mellemøsten mindre end den fælles trussel fra Iran. Israel befinder sig for første gang siden sin tilblivelse i samme interesseområde som mange arabiske lande.

Om de kan lide det eller ej, må araberne erkende, at Israel kan være deres eneste effektive værn mod et Iran, hvis ambition er at blive Mellemøstens herre. Det kan måske blive afslutningen på endeløse og ødelæggende israelsk-arabiske stridigheder. Det kan måske blive begyndelsen på en tilnærmelse mellem autokratiske arabiske regimer og Israel, og det kan måske i bedste fald føre til et arabisk pres på palæstinenserne, så den to-stats-løsning, som er målet, bliver til virkelighed efter 17 års mislykkede forsøg.

Også udviklingen på den israelsk besatte Vestbred, hvor det grove udkast til en palæstinensisk stat tegner sig, er et positivt tegn.

Det islamistiske Hamas, som kontrollerer Gaza, og som nægter Israel ret til at eksistere, er stadig et stort problem for den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas.

Men ikke desto mindre er palæstinenserne nu godt på vej i forsøget på at skabe infrastrukturen til en palæstinensisk stat. Der er bygget masser af nye skoler og boliger, og hvis Israel forlænger det nu ti måneder lange bosættelsesstop, hvad vi formentlig først ved den 26. september, når det udløber, vil forhandlingerne fortsætte og skubbe fredsprocessen i den rigtige retning. Hvem ved, måske kan Obama allerede i de kommende dage aftvinge israelerne et løfte om, at bosættelsesstoppet forlænges.

Om det er det es, Obama har på hånden, ved kun han selv. Men det ville være naivt at tro, at han har kastet sig ud i dette efter manges mening håbløse forhandlingsforsøg, hvis ikke han nøgternt har vurderet mulighederne for at skabe den forståelse mellem Israels Netanyahu og palæstinensernes Abbas, som er en helt afgørende faktor i det mellemøstlige spil.

Obama spiller højt spil, og det kan være for sent, at han prøver at gøre, hvad hans forgænger George Bush forsømte. Måske fordi 11. september-terrorangrebet fik ham til at betragte Mellemøsten alene som en slagplads mellem militante terrorister og moderate fredsmagere.

Men det er forhastet at vurdere, at mødet mellem israelere og palæstinensere vil mislykkes, allerede inden det er begyndt.