Pakistans knæfald

Morgenavisen Jyllands-Posten har to gange, siden oversvømmelseskatastrofen ramte Pakistan, på lederplads argumenteret for, at Pakistan skal og bør hjælpes.

Først og helt indlysende fordi en nations dårlige internationale omdømme ikke skal belaste en fattig befolkning, som lider under en katastrofe, og som i årtier er blevet svigtet af sin regering. Og som nu i milliontal desperat søger at finde mad, husly og vand.

Men der er også en anden og helt konkret grund til, at vi skal hjælpe. Hvis denne store, atombevæbnede nation skal komme videre på den vej mod demokrati, som terroristbevægelserne Al Qaida og Taleban gør alt for at blokere, må Vesten i egen interesse yde støtte.

Det gælder om at hindre, at magten over Pakistan falder i hænderne på terrorbevægelserne. Skrækscenariet er, at de får adgang til Pakistans atomvåben med de konsekvenser, som det vil indebære.

At dette er Al Qaidas og Talebans mål fremgår af den kendsgerning, at terroristerne med trusler mod nødhjælpsarbejderne udefra søger at skræmme dem bort. For selv at hjælpe? Nej for at mistænkeliggøre det internationale samfund og dets hjælpeindsats.

Det er unægtelig vanskeligt fortsat at argumentere for international støtte til et land, som sideløbende med, at det officielt bekæmper terroristerne, gør knæfald for dem. Samtidig med, at fremtrædende politikere, hæren og efterretningstjenesten støtter dem.

Det seneste absurde knæfald, efter at den pakistanske regering gav frit løb for sharialoven i de nordvestlige provinser, er udvisningen af endnu en dansk journalist. Det sker med samme begrundelse, som da Morgenavisen Jyllands-Postens korrespondent Puk Damsgård Andersen i maj blev smidt ud af landet efter måneder med konstante chikanerier fra den pakistanske regering og det pakistanske journalistforbund, som er i lommen på regeringen.

Nu er også TV2's og Politikens korrespondent Simi Jan blevet tvunget til at forlade Pakistan. Hun var der for at beskrive de katastrofale følger af oversvømmelserne. Hendes beretninger ville alt andet lige bidrage til den belysning af katastrofens omfang, som kunne skabe forståelse for nødvendigheden af international nødhjælp. Men i de pakistanske myndigheders øjne har hendes hensigter været ”skumle”, som Puk Damsgårds efter den pakistanske regerings opfattelse var det. At den pakistanske efterretningstjeneste begrunder udvisningerne med, at de sker for at sikre de to journalisters sikkerhed, klinger mere end hult.

De er ene og alene endnu et knæfald for de religiøse fanatikere og terrorister, som åbenbart har så stærke støtter i statsapparatet, at Pakistans regering endnu en gang kompromitterer sig selv for øjnene af det internationale samfund, og dermed gør det stadigt vanskeligere at vinde forståelse for nødvendigheden af hjælpearbejdet.

Pakistans dilemma er selvforskyldt. Når et statsapparat indirekte og i nogle tilfælde direkte støtter islamistiske terrorister, kalder det på den skepsis, modvilje og reaktion, som det hasteindkaldte krisemøde i FN er udtryk for.

Det er indlysende, at de seks millioner pakistanere, som er ramt af katastrofen, skal have hjælp. Men det bør ikke ske uden skarpe internationale reaktioner over for en pakistansk regering, som kynisk modarbejder sin nødstedte befolknings interesser, og som med sine knæfald for terroristerne selv er blevet Pakistans største trussel.