Veteranerne

I et land med en fri og åben debat er meningerne om landets deltagelse i internationale militære operationer naturligt nok stærkt delte. Anderledes entydig er opbakningen til de kvinder og mænd, der melder sig til at deltage i disse operationer med ambitionen om at gøre en forskel.

Der er tale om en fundamental respekt for den indsats, der bliver gjort, og de ofre, der er uundgåelige konsekvenser af sådanne operationer.

I dag vil denne respekt blive markeret med en officiel flagdag, med parader og modtagelse på Christiansborg af de politikere, der har stemt for at sende danske soldater ud på internationale missioner.

Heldigvis kommer langt de fleste soldater såvel fysisk som psykisk helskindede hjem fra disse opgaver på Balkan samt i Irak og Afghanistan. Men som vi løbende har berettet her i avisen, er der også soldater, der efter at være vendt hjem har så dybe sår på sjælen, at de har hjælp behov.

Hjælpeindsatsen er de senere år forbedret, ligesom de pårørende i højere grad er blevet hjulpet til at læse og reagere på de signaler, der kan indikere et behov for hjælp, og som i så mange andre tilfælde er en tidlig indsats afgørende.

Også de soldater, der vender hjem med fysiske skader, kalder på en mere målrettet indsats end hidtil. Især er det afgørende, at de hjemvendte hurtigst muligt kommer tilbage på arbejdsmarkedet og derigennem får retableret deres normale tilværelse, da det alt andet lige er den bedste terapi.

På det seneste har de første veteranhjem, hvor de udsendte kan mødes og dele oplevelser og erfaringer, også åbnet dørene.

Sådanne samtaler kan aldrig så velmenende udenforstående blive intime deltagere i.

Tiltagene er spredte og vidner om, at Folketinget har været anderledes stålsat, når det gælder beslutninger om at sende soldater i international mission, end når det gælder formulering og implementering af en veteranpolitik.

Det kan være forståeligt, eftersom Danmark i alt for mange år lod andre nationer om at påtage sig sådanne opgaver, mens udenlandsk dirigerende fredsbevægelser satte den hjemlige dagsorden.

På denne dag må man konstatere, at læretiden er forbi.

Folketinget må i den kommende samling få vedtaget en veteranpolitik, der ikke blot opstiller rammerne, men også sørger for at tilvejebringe de nødvendige penge ved at omprioritere offentlige opgaver, herunder sørge for den nødvendige efteruddannelse af de medarbejdere, der skal hjælpe veteranerne.

Når dette er sagt, er det også påkrævet at fremføre, at forsvaret skal blive bedre til at sortere de unge kvinder og mænd, der melder sig til international tjeneste.

Motiverne er mange, og vi sidder med indtrykket af, at ikke så få af dem, der melder sig til internationale opgaver, kan være aldrig så velmenende, men reelt er uegnede. Forsvaret gør en stadig bedre indsats på dette område, men frasorteringen bør være væsentligt hårdere.

Hvis det i sidste instans betyder, at der ikke kan stilles tilstrækkeligt mange kvalificerede til opgaverne, må Folketinget tage rekrutteringen op til fornyet overvejelse. Det er vitalt, at de, der sendes ud, er optimalt klædt på til ikke blot at varetage udfordringerne på fjerne kamppladser, men også til den hverdag, der melder sig, når de er tilbage i Danmark. Også når genlyden fra hyldestparaderne har lagt sig.