Tolerance i USA

Myndighederne i New York har godkendt en plan for opførelse af et islamisk kulturcenter og en moské to gader fra Ground Zero, men et flertal af amerikanerne og to tredjedele af metropolens borgere ønsker moskéen flyttet længere væk fra åstedet på det sydlige Manhattan, hvor knap 3.000 mennesker for ni år siden blev myrdet af islamiske terrorister.

Moskeplanerne har udløst en ophedet debat mellem tilhængere og modstandere af byggeriet. På den ene side står de, der med henvisning til tolerance og religionsfrihed forsvarer muslimers ret til at dyrke deres tro tæt på det sted, hvor det islamiske massemord fandt sted, og på den anden står de, der peger på, at man af hensyn til mindet om de dræbte ikke bør opføre en moske så tæt på Ground Zero. Også selv om man har ret til det. Kritikerne frygter, at moskeen vil tjene som sejrsmonument for islam. Det er vigtigt at notere sig, at fronterne i debatten ikke er entydige. Der findes familiemedlemmer til de dræbte i begge lejre, ligesom der er muslimer, som er enten for eller imod projektet.

Manden bag byggeriet er Feisal Abdul Rauf, der har boet i USA siden 1960'erne og i over 25 år har været imam i en moske i New York. Rauf er hverken radikal eller islamist, men han har sagt ting, der får én til at tvivle på, om han selv er eksponent for den religiøse tolerance, han opfordrer sine kritikere til at udvise. Til amerikanske medier har han sagt, at den skal finansieres af amerikanske muslimer, mens han til en arabisksproget avis har erklæret, at lande i den muslimske verden vil bidrage til projektet, der ventes at koste omkring 600 mio. kr. Rauf har udtalt, at USA selv bærer noget af ansvaret for 11. september, og at Amerika har mere muslimsk blod på hænderne end Al Qaida har i forhold til sagesløse ikkemuslimer, og han har rost nogle af principperne bag den islamiske revolution i Iran i 1979.

I en dansk sammenhæng er det værd at minde om, at Rauf under Muhammed-krisen udtrykte forfærdelse over tegningerne og stemplede dem som en bevidst og unødvendig provokation. Fire år senere affejer han sine amerikanske medborgeres kritik af hans projekt som en unødvendig provokation og krænkelse af de efterladtes følelser.

Medborgerskab i et demokrati baserer sig på gensidighed. Desværre virker det, som om Rauf opfatter tolerance som en ensrettet gade. Han synes at være af den opfattelse, at man ikke bør bedrive religiøs satire, mens man kan ignorere følelserne hos de efterladte for et massemord. Man kan i den forbindelse spørge, hvad der i et oplyst demokrati er mest krænkende: Tegninger af en religiøs figur som reaktion på vold og selvcensur eller en moské, hvor man prædiker den tro, i hvis navn 3.000 mennesker blev slået ihjel?

Krænkede følelser bør aldrig bruges som juridisk argument selv i tilfælde, hvor det handler om Holocaust-benægtelse eller terrorangrebet i 2001. I et land, der respekterer frihedsrettighederne, har Rauf ret til at opføre en moske tæt på Ground Zero, og omverdenen bør forsvare den ret. Det er imidlertid på sin plads at bede imamen svare på flere spørgsmål i lyset af hans påstand om, at moskéen skal udfordre radikal islam: Vil kvinder og mænd få lige adgang til centrets svømmepøl? Vil kvinder kunne forestå fredagsbønnen? Hvad vil moskeens budskab være om homoseksuelle, ateister, jøder og frafaldne? Vil man invitere Salman Rushdie og Ibn Warraq til debat om deres erfaringer med islam? Svaret på dem vil give et indtryk af, om imam Rauf mener det alvorligt, når han taler om religiøs tolerance.