Rød romantik

Hvis vi blot bruger penge nok i det offentlige og hæver skatterne for de private, så skal det hele nok gå. Det er i korte træk den besked, som Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti giver vælgerne.

De to partier skrev i går historie ved sammen at fremlægge et forslag til finanslov. Særligt overraskende er det ikke. Efter devisen »her skal det gå godt, så send flere penge,« åbner de for velfærdssluserne. Ikke alene vil de bibeholde det nuværende velfærdsniveau, de opererer oven i købet med begrebet »ny og bedre velfærd«.

Det er selvindlysende, at der ikke kan blive råd til flere ansatte på sygehusene, styrket indsats på kræftområdet, bedre velfærd i kommunerne, en bedre folkeskole, styrket forebyggelse og så videre, uden at nogen kommer til at betale for det, og det er ikke alene skatteyderne, som kan se frem til øgede skatter her og nu, men især kommende generationer, som kommer til at betale rigtig dyrt for, at deres forældre kunne boltre sig i »ny og bedre velfærd.«

Finanslovsudspillet fra Socialdemokraterne og SF er som de økonomiske planer, som de to partier i øvrigt har fremlagt, fuldstændigt renset fra enhver tanke om reformer. Tværtimod, så vil de åbne endnu mere for de offentlige kasser, hvilket ikke alene bliver en byrde på næste års budget, men i lang tid fremover.

Blandt de mere muntre forslag findes ”hjemmeservice til alle.” (Det er vist kun overgået af de svenske socialdemokraters forslag om at indføre offentlige butlere.) Hjemmeservice har før figureret på finansloven, og ordningen var, da den var fuldt udbygget, netop et eksempel på, at velfærden var drevet for vidt.

Efter i årevis at have skældt ud på kontraktpolitikken, sadlede Socialdemokraterne og SF om og lagde med »fair forandring« og »fair løsning« op til, at vælgerne trygt kunne indgå en kontrakt med den røde blok: »Det er det, vi gennemfører efter et valg. Fair forandring er en ny regerings skattepolitik. Hverken mere eller mindre,« forsikrede Helle Thorning-Schmidt, da hun sammen med Villy Søvndal for et år siden præsenterede skatteudspillet.

Men allerede nu viser det sig, at kontrakten ikke er det papir værd, som den er skrevet på, og at vælgerne stadig kan spørge sig selv om, hvilken skattepolitik de skal regne med, hvis Helle Thorning-Schmidt får regeringsmagten. Henrik Sass Larsen har åbnet en kattelem af gigantiske dimensioner, når han fastslår, at Socialdemokraterne og SF forbeholder sig retten til »at kunne lave nogle fornuftige reformtiltag.« Som bekendt skal man altid læse, hvad der står med småt i en kontrakt, og netop den tilføjelse med dens vide fortolkningsramme kan vise sig at blive rigtig dyr.

Men meget tyder på, at det vil blive svært for Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal at skaffe flertal for deres »ny og bedre velfærd.« Det skydes høfligt ned af De Radikale, som præcist konstaterer, at »udsigten til store underskud på de offentlige finanser gør, at råderummet til ny velfærd må finansieres af reformer frem for nye skatter. «

Med andre ord: De Radikale vil ikke være med, og hvad kan Helle Thorning-Schmidt så stille op? Vende sig mod Dansk Folkeparti? Næppe. Kristian Thulesen-Dahls kommentarer tyder på, at her opfattes finanslovsudspillet som en vittighed.

Men meget tyder også på, at udspillet ikke skal tages for mere, end det er: Et øjebliksbillede af, hvad der lige nu foregår i rødt kammer. I morgen kan alt være anderledes igen.