Farlige fakta

Man kan mene om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger den 30. september 2005, hvad man vil, og det er der en hel del, der også gør.

Man kan mene, at de er dumme, talentløse, provokerende, unødvendige, eller hvad man nu vil, og det skal man have lov til. Man kan mene, hvad man vil om Jyllands-Postens oprindelige idé med på baggrund af konstaterede islamistiske trusler og intimideringer at afprøve niveauet af angstbetinget selvcensur hos danske bladtegnere. Man kan mene, at det journalistiske initiativ var dumt, talentløst, unødvendigt, provokerende, sårende eller hvad man nu har lyst til, og det er der en række mennesker, der gør.

Men at tegningerne blev offentliggjort, at intrigante konfliktsøgende danske imamer på den baggrund fik sat Mellemøsten i brand, at danske ambassader blev afbrændt, at dannebrogslignende klude under stor ståhej blev afbrændt, og at galninge fandt behag i under stor kamerabevågenhed at skyde huller i billeder af den danske statsminister, er uomgængelige historiske fakta. Nu, fem år efter, turde det være et naturligt led i skolernes undervisning, at denne beklagelige episode i verdenshistorien indgik som en del af den nødvendige almenviden.



I en sådan undervisningssituation må det være naturligt og nødvendigt, at skoleeleverne fuldt og helt får fortalt og vist, hvad der var den oprindelige årsag til hele balladen: Nogle tegninger, som intrigante og løgnagtige imamer sammen med selvindsamlet stof kunne bruge til at skabe ballade.

Det er på denne baggrund, at man skal anskue det dybt beklagelige faktum, at en forfatter til en undervisningsbog om islam har fravalgt at give sine elever den fulde sandhed, nemlig billeddokumentationen.

Religionslærer Allan Poulsen har i samråd med sit forlag besluttet at forholde læserne af bogen ”Islamdebat” den fulde dokumentation. I parentes bemærket har han også ladet sig intimidere til at ændre bogens titel fra ”Islams skyld?” med et overdimensioneret spørgsmålstegn til ”Islamdebat.”

Midt i al den knugende forstemthed, som en sådan handling afstedkommer, er det dog på sin vis forfriskende, at forfatteren afstår fra unødig udenomssnak som hensyn til religiøse følelser og den slags, men åbent indrømmer, at hans fravalg af tegningerne skyldes frygt.



Han har ikke lyst til at se sig i samme situation som bladtegner Kurt Westergaard, kulturredaktør Flemming Rose og forhenværende chefredaktør Carsten Juste: Som mål for islamistiske galninges opfordring til og direkte forsøg på mordkomplot. Isoleret set er det på sin vis forståeligt, men det er et symbol på det giftige debatniveau, som intrigante imamer og forbryderiske islamister har skabt.

Det vækker mindelser om både hedengangne og stadig eksisterende diktatoriske regimers ændring af historien efter eget forgodtbefindende.

Der er grund til at understrege, at Muhammed-tegningerne fra den første offentliggørelse i 2005 har ændret status fra at være et afgrænset journalistisk initiativ, som man kunne vælge at synes om, blive vred over eller ignorere, til at være dokumentation for en dramatisk verdenshistorisk begivenhed. Når en sådan dokumentation bliver bortvalgt på grund af iskold frygt for eget liv og egen sikkerhed, har man på en sær bagvendt måde givet den endelige dokumentation for, at Muhammed-tegningerne for fem år siden var en nødvendig øjenåbner.