Offentliggjort 18.11.10 kl. 03:01
Miljøminister Karen Ellemann har med en til indædthed grænsende trivialitet gentagne gange beskyldt denne avis for at mangle anstændighed og saglige argumenter i sin kritik af hendes og Miljøministeriets unægteligt stærkt betænkelige projekter.
Det gælder både behandlingen i Danmark af australsk kemikalieaffald, afgift på regnvand fra tage, udledning af millioner af tons salt i Limfjorden og opførelsen af et testcenter for havvindmøller i Østerild Plantage.
Om årsagen til at netop Danmark skulle påtage sig behandlingen af det farlige kemikalieaffald, sagde Karen Ellemann først, at Danmark er det eneste sted i verden, der har teknikken til at gøre det. Senere måtte hun erkende, at hun tog fejl. Det kunne også ordnes andre steder.
Saglige argumenter? Anstændighed? Nej, ingen af delene.
Om hendes mulige legalisering af, at det statsejede energinet.dk får lov at udlede næsten 17 millioner tons salt med tungmetaller i Limfjorden, er kun at sige, at stort set alle eksperter med forstand på vandmiljø har konkluderet, at det vil dræbe Limfjorden.
Hvor er ministerens saglighed og anstændighed?
Det er især Jyllands-Postens kritik af sagsbehandlingen og mangler i forundersøgelserne i forbindelse med etableringen af det statslige testcenter for mastodontvindmøller i naturområderne ved Østerild Plantage i Thy, der har ophidset ministeren. Nu viser det sig, at der er graverende fejl i det materiale, som beslutningen bygger på. Kammeradvokaten har bekræftet, at de omstridte og ofte diskuterede støjgrænser ikke er overholdt, og ministeren har måttet erkende, at der er begået en alvorlig fejl.
Hvor er ministerens saglighed, og hvor er hendes troværdighed i denne sag, som nu er så betændt, at Dansk Folkeparti truer med at bryde aftalen om testcentret, fordi miljøministeren har ført det bag lyset?
En side af sagen er, at man kun kan give Dansk Folkeparti ret i, at miljøministeren og hendes embedsmænd har udført et mildt sagt utilfredsstillende arbejde. Den anden måske endnu mere tungtvejende side er, at grundlaget for testcentret smuldrer med samme hast som miljøministerens argumenter. Det var hele grundlaget for og meningen med verdens hidtil største landbaserede testcenter for havvindmøller, at det skulle sikre Danmarks førerposition inden for udvikling af vindmøller. Den position fik vi bl.a. i kraft af opbygningen af vindmøllegiganten Vestas. Danmark blev hjemsted for nogle af verdens største vindmølleproducenter og en voksende underskov af underleverandører, fordi vi havde ekspertisen.
Men med Vestas' seneste udmelding om nedlægning af store dele af den danske produktion og med udenlandske vindmølleproducenters fravalg af Danmark som det sted, hvor de vil forske og producere, er Danmarks status som centrum for vindenergi sandsynligvis allerede tabt.
Det er afgørende for producenterne, at forskere og udviklere er der, hvor produktionen foregår. Det er ikke længere i Danmark, og dermed er vindmølleindustriens argumentation for endnu flere testcentre og flere store vindmøller heller ikke længere holdbar. To miljøministre har nu i deres magtarrogance og med manglende saglighed og anstændighed søgt at trumfe dette projekt igennem. Jamen så tag dog konsekvensen. Stop denne farce. Stop testcentret i Østerild. Brug kræfterne og pengene på andre områder, som kan opfylde visionen om det grønne Danmark.
LÆS OGSÅ: Vindmøllecenter forsinkes
LÆS OGSÅ: Mere giftaffald på vej til Nyborg
Annonce:



















