Grøn illusion

Regeringen har præsenteret sin såkaldte ”Energistrategi 2050”, der har som mål, at brugen af fossile brændsler i energisektoren skal være reduceret med en tredjedel i 2020 og være helt afviklet i 2050.

Målene er acceptable, men midlerne giver desværre mindelser om en planøkonomisk tænkning, som man troede hørte en fjern fortid til.

Allerede i 2020 skal elproduktionen fra vindmøller være fordoblet, hvilket vil indebære opstilling af langt flere landbaserede kæmpevindmøller. I pagt med den politiske klasses vanlige tankesæt skal disse placeres så langt fra Slotsholmen som muligt i det såkaldte ”udkantsdanmark”, der ellers længe har lidt under den landskabsdestruktion, som netop vindmøllerne repræsenterer.

Gennem det statskontrollerede Dong Energy A/S er regeringen allerede i fuld gang med at realisere sine ambitioner:

Anholt havvindmøllepark vil over en 12-årig periode komme til at koste de danske forbrugere 14 milliarder kroner. Det er et bekymrende forvarsel om de langt større milliardregninger, der venter, hvis det lykkes regeringen at skabe flertal for den nye "Energistrategi 2050”.

Allerede i dag nærmer de såkaldte ”grønne afgifter” sig absurditeten. De er tænkt adfærdsregulerende, men er for længst endt som endnu en pengemaskine, hvis eneste formål er at bidrage til den nødvendige finansiering af en oppustet offentlig sektor.

En ægte borgerlig regering ville have valgt at satse på friheden; valgt at satse på udvikling af teknologier, der i en fri markedsøkonomi kunne udkonkurrere de fossile brændsler.

Frem for alt havde en ægte borgerlig regering ikke valgt, at Danmark atter skal lege foregangsland med lammende udgifter til følge for verdens i forvejen hårdest beskattede borgere.

”Energistrategi 2050” hviler tungt på massiv statsstøtte til såkaldt vedvarende energi, der ikke er levedygtig i en fri markedsøkonomi og næppe nogensinde bliver det.

Allerede fra næste år må der ikke installeres olie- eller naturgasfyr i nye bygninger, og fra 2017 må der heller ikke installeres nye oliefyr i eksisterende bygninger.

Der er her tale om tvangsforanstaltninger, der overhovedet ikke forholder sig til, at dagens generation af oliefyr er meget effektive, og naturgas er et godt alternativ; især i en verden, der har en overflod af naturgas med deraf følgende konkurrencedygtige priser. For borgere i landområder er oliefyring ofte den mest økonomiske løsning.

En ægte borgerlig regering ville have taget hensyn til borgernes privatøkonomi, herunder energiudgifterne, men i ”Energistrategi 2050” er borgerne reduceret til umælende skaffedyr.

Regeringens ”Energistrategi 2050” repræsenterer alt andet end et liberalt bud på en energireform. Den frihed, der burde gennemsyre al borgerlig politik, er blevet ofret i bestræbelsen på at skaffe nye måder at finansiere det offentlige forbrug.

Regeringen tror ikke længere på den skaberkraft og innovation, der ellers ligger bag alle teknologiske landvindinger i menneskehedens historie, og som også har været en vigtig drivkraft herhjemme. VK synes ikke synderligt optaget af at korrigere den mangeårige illusion om, at lille Danmark partout skal frelse verden, og at den danske stat ved bedst, når det gælder miljø- og energiteknologier.