Leder: Jord, vind og ild

Noget tyder på, at både vindmøller og demonstrationer imod dem er kommet for at blive. Netop disse to fænomener tørner sammen ved Østerild Klitplantage i Thy, hvor regeringen påtænker at opføre et såkaldt testcenter for vindmøller, og hvor en broget flok demonstranter med held har blokeret for de første træfældningsmaskiner.

Konflikten er klassisk - og alligevel ny. Klassisk, fordi ”fremskridtet”, ”udviklingen” og anvendelsen af ny teknologi alle dage har haft sine kritikere og modstandere. Ny, fordi det denne gang er en ”grøn teknologi”, der protesteres imod med henvisning til bevarelse af den lokale natur.

Hvor stor en tilhænger man end kan være af teknik, udvikling og civilisation, må man give demonstranterne, at de i absolut sidste øjeblik har formået at gøre flere danskere opmærksomme på, at det ikke er ligegyldigt, hvor disse og andre vindmøller skal stå.

Efterhånden får man ellers det indtryk, ikke bare i Danmark, men også i Tyskland og i andre nabolande, at vindmøller er blevet et nyt helligt kors, der ifølge magthaverne kan rejses hvor som helst og tilsidesætte enhver saglig modstand med det salgsargument, at vindmøller er vejen til ren energi og på længere sigt kan erstatte fossile energikilder.

Hvor meget af denne tvivlsomme prognose, miljøminister Karen Ellemann abonnerer på, kan det være svært, hvis ikke umuligt, at svare på. Formentlig også for ministeren selv. I sin tid som minister har hun optrådt med embedsmandens kølige distance - og uden flair for den skinbarlige virkelighed - og end ikke hendes egne vælgere har haft en ærlig chance for at forstå eller mærke hendes indre drivkraft. I sagen om Østerild Klitplantage har miljøministeren udvist en så eksemplarisk magtarrogance, at den er med til at definere hende. Og den strider imod ethvert liberalt sindelag.

Lige siden den første lokale modstand piblede frem og op til i dag, hvor historien rydder forsider, har Karen Ellemann optrådt som en anden Pinocchio, ført af andre kræfter, in casu vindmøllebranchen og de nærmeste rådgivere. I stedet for at vente på EU's afgørelse i den aktuelle sag har ministeren karakteristisk nok hastet afgørelsen igennem uden reelt at undersøge alternativer til Østerild.

Politik er fuld af paradokser og dilemmaer, som politikere skal kunne håndtere. Hvis man smadrer et unikt naturområde som det pågældende, må man som lovgiver have rigtig gode argumenter på hånden. Det er ministeren ikke i nærheden af at have, og hendes teknokratiske beslutningskraft rammer hende som en boomerang.

Man siger om politikere, som tyer til magtargumenter, at de ikke har andet end magt at komme med. Karen Ellemann er ingen undtagelse. Miljøministeren har som politiker aldrig formået at komme i kontakt med befolkningens ønsker og forestillinger og lader nærmest til at sætte en ære i at være imod dem, hun repræsenterer, ikke bare i sit eget parti, men også i det borgerlige Danmark.

Det kan umuligt være en borgerlig mærkesag at ødelægge naturområder i Danmark - uanset hvilket fremskridt og hvilken fremtid man henviser til. At opføre seks gigantvindmøller i en klitplantage i Thy uden seriøst at opstille alternative placeringer kan kun være en mærkesag for en minister, der ikke aner, hvor hun kommer fra, og for hvem miljø er noget, man planlægger fra et hæve-sænke-bord i København. Karen Ellemann har vist os, hvad hun er lavet af. For lidt jord, for meget vind - og slet ingen ild.