System i krise

Det måtte jo komme i konsekvens af den finansielle krise: en diskussion blandt verdens politiske og økonomiske ledere om kapitalismens fremtid.

Kan kapitalismen, som den kom til verden i det 20. århundrede, overleve og tjene det 21. århundrede? Eller skal den genopfindes i en ny og mere tidssvarende form.

Det diskuterede 2.600 af verdens rigeste og mest magtfulde mennesker på det verdensøkonomiske forums årlige møde i Davos, og den samme diskussion lagde USA's præsident, Barack Obama, i sin tale til nationen op til som et af temaerne for sin kamp for genvalg. Vel har det globale økonomiske system bragt velstand til mange. Men det har også øget uligheden.

Kløften mellem rige og fattige øges. Den globale finanskrise har vist, at vi er nødt til at gentænke en kapitalistisk model, som betød, at finansinstitutioner uden den nødvendige kontrol kunne kaste først USA og derefter Europa ud i en så dyb krise, at det kan vare årtier at rette økonomien op.

Det er en økonomisk krise, som også er blevet en politisk krise, fordi den handler om manglende lederskab. Den er nu så dyb, at den er godt i gang med at svække demokratiet. Den underminerer tilliden mellem vælgerne og politikerne, som tror, at de kan løse problemet ved, som det er sket i Grækenland og Italien, at suspendere de folkevalgte politikere og erstatte dem med teknokrater.

Men det er også blevet en krise, som indebærer den fare, at den kan true globaliseringen og styrke nationalismen.

Det store problem er konfrontationen mellem den globale økonomi og den lokale, nationale politik, fordi mange politiske ledere i globaliseringens hellige navn har afgivet for megen magt til kapitalen. Vælgerne havde ventet, at deres ledere først ville beskytte dem mod arbejdsløshed og social ulighed. Så det er ikke overraskende, at den kapitalistiske model er under pres i både USA og i et Europa, hvor vækst er blevet et fjernt begreb; hvor lande som Grækenland, Portugal, Spanien og Irland ikke kan klare sig uden økonomiske krykker, og hvor banksystemet må holdes i live med hjælp fra Den Europæiske Centralbank.

Den globale kapitalisme er for mange blevet hovedfjenden. Den vaklende offentlige tillid til de politiske ledere og det kapitalistiske system er en logisk reaktion på de brutale økonomiske og sociale kendsgerninger.

Dermed er krisen også, som den franske præsident, Nicolas Sarkozy, sagde i Davos, blevet en moralsk krise. Men samtidig en krise, der får nyrige nationer som Kina, Indien og Brasilien til at spørge, om de er på rette vej, når de følger den vestlige kapitalistiske model. Når et politisk integreret Europas ledere ikke kan agere i fællesskab, er den globaliserede økonomiske model så den rigtige?

Kapitalismens krise i Vesten rejser unægteligt mange spørgsmål i et Asien, hvis interventionistiske økonomiske model så ofte er blevet kritiseret af Vesten, men hvis økonomier ikke desto mindre går frem. Den vestlige model har lært dem, at et økonomisk tilbageslag har grusomme konsekvenser, og at man skal være varsom med at liberalisere økonomien for meget. Så er det mere sikkert at have staten på banen med de reguleringer, eksempelvis af banksektoren, som USA og Europa manglede.

Den kapitalistiske idé er ikke død, og også Asien har brug for den. Men skal den overleve, kræver det nytænkning og først og fremmest synligt lederskab.