Tillidskrise

Statsminister Helle Thorning-Schmidt har for længst sat sin personlige og politiske troværdighed over styr, men med sin fortsatte pinlige fremfærd løber hun en alvorlig risiko for at bringe hele det politiske system ud i en historisk tillidskrise.

Hvem kan efterhånden have tillid til hvem? Hvem kan man stole på? Med aflivningen af den forkætrede betalingsring omkring København, som hun indtil for få dage siden fastholdt, er Socialistisk Folkepartis sidste politiske begrundelse for at deltage i regeringen forsvundet. Politiske og kun politiske, fordi Villy Søvndals personlige projekt jo stadig består, om end den konstruktivt politiske begrundelse er forduftet.

Hvis der skulle uddeles en pris for pinlige pressemøder, ville statsministeren efter konfrontationen med medierne tirsdag middag være en uomgængelig kandidat. Mere pinligt og mere tæerkrummende kan det næppe gøres. Havde statsministeren virkelig i sin vildeste fantasi forestillet sig, at hun kunne nulstille hele spørgsmålet med mantraet »en rigtig god løsning i morgen«? Havde hun virkelig forestillet sig, at alle journalisterne artigt ville gå hjem og beskæftige sig med noget andet, mens de ventede på, at statsministeren »i morgen« skulle træde frem og præsentere »den gode løsning?«

Man kan næsten ikke tro det, men når man erindrer, hvordan hun har præsteret storsmilende at udlægge to bombastiske valgnederlag som store personlige sejre, skal man ikke udelukke det. Selvfølgelig gik der ikke mange timer efter det pinlige pressemøde, før sandheden var sluppet ud: Den betalingsring, som var S og SF's sidste store prestigeprojekt fra regeringsgrundlaget, var fuset ud i nogle luftige hensigtserklæringer om en mia. kr. til forbedring af den offentlige trafik.

Nå ja, og så naturligvis: En kommission! Yes, minister! Grænsen mellem virkeligheden og satiren fortoner sig i dansk politik.

Thorning-Schmidt og Villy Søvndal forsøger at smile gennem det ultimative nederlag, Enhedslisten skælder med god grund ud, og Det Radikale Venstre har klogeligt holdt sig ude af netop dette specifikke slagsmål.

Statsministeren jokkede i går yderligere i spinaten ved sin vane tro at udlægge nederlaget som en sejr. Mistilliden og den tabte troværdighed vil klæbe til statsministeren og udenrigsministeren, men de trafikale problemer i hovedstadsområdet er ikke løst, og det kræver ualmindeligt god vilje at se, hvordan en ekstra mia. kr. til den kollektive trafik - i hele landet - skulle kunne løse problemerne. Det kan muligvis, men kun muligvis vise sig forholdsvis enkelt at hente en mia. kr. på omlægning af beskatningen på leasede biler, men en beskeden takstnedsættelse gør selvfølgelig ingen forskel. Dertil kommer, at en sådan takstnedsættelse hurtigt vil blive glemt, og om kort tid vil priserne såmænd begynde at stige igen. Det ved vi af smertelig erfaring.

Det eneste, der måske kan forventes at få bilisterne til at vælge kollektiv befordring, er naturligvis bedre, flere og mere præcise forbindelser, og det kræver andet og mere, end den nuværende regering formentlig er i stand til at præstere. Et yderligere pinligt appendiks til finansieringsforslaget er en forhøjelse af bødetaksterne. Lad os lige lægge mærke til den idé. Vi har længe haft en nagende anelse om det, men nu har vi altså regeringens egne ord for, at bødeforlæg ikke udskrives af hensyn til trafiksikkerheden. De udskrives for at få penge i statskassen. Der forestår et langt og slidsomt arbejde, og der behøves gedigne politiske resultater, hvis regeringen og især to partiledere skal genoprette den tabte tillid.