Leder: Det store bedrag

SKANDALEN er fuldkommen, men ikke ny. Det er kun tilståelsen.

I 11 år har Bjarne Riis alene båret rundt på den offentlige hemmelighed, at hans livs triumf med Tour de France-sejren i 1996 var baseret på et systematisk dopingmisbrug, som kun en stribe af løgne kunne skjule i årene efter.

Det var soigneuren og sangfuglen Jef d’Hont, der med afsløringerne i sin bog om datidens Telekom-hold kastede den snebold, der fik lavinen til at rulle.

Med holdkammeraternes tilståelser forleden var der ingen vej tilbage for Bjarne Riis. Med fortsatte benægtelser ville både han og hans præstationer i Tour de France for altid komme til at stå i et komisk skær.

Mistanken har fulgt i hælene på Bjarne Riis, fordi han på grund af sin statur ikke var den naturlige Tour de France-vinder. Den eksplosive fremgang i løbet af to-tre år indikerede EPO-misbrug. Medierne vidste det, men kunne ikke have vundet en injuriesag, fordi EPO på gerningstidspunktet ikke kunne spores.

Mens fordømmelserne hagler ned over Bjarne Riis, kan der være god grund til at se på skandalen i et større perspektiv. For hvorfor skulle de professionelle danske cykelryttere være frommere lam med en højere etisk kodeks end de mange udenlandske ryttere, der er blevet afsløret siden den omfattende Festina-skandale i 1998?

Og hvorfor skulle de udskældte ryttere i det omrejsende cykelcirkus have en anden tilgang til sporten som levevej end den, der er afsløret hos elitesportsfolk i en række andre sportsgrene inklusiv de stærkest professionaliserede i USA, hvor showet i præstationen er det primære?

Kommerciel sport tilhører underholdningsbranchen og ville slet ikke eksistere, hvis de fleste af os som forbrugere ikke ville efterspørge og dyrke den. For nogles vedkommende helt ud i det ekstreme ved at rejse verden rundt for at tilbede og hylde heltene. Det være sig et Tour de France-opløb på Champs Élysées eller en VM-finale i fodbold på Rose Bowl i Los Angeles.

Når tv-kanalerne står i kø for at eksponere showet, er det naturligvis et resultat af efterspørgslen fra det seertal, der samtidig er et eftertragtet publikum for sponsorerne, der i første omgang betaler den største del af gildet for senere at sende regningen videre til forbrugerne.

I denne kommercielle ring af grådige interessenter bliver den individuelle professionelle udøver hurtigt et gidsel, der er fanget i sine egne ambitioner og forfængelighed. Den personlige tilfredsstillelse ved at overskride egne fysiske grænser indgår i en farlig symbiose med de økonomiske muligheder for at grundlægge en tilværelse med økonomisk frihed.

Under sådanne omstændigheder kan det være svært at modstå fristelsen, men såre menneskeligt at bukke under for presset ved at skyde genvej til triumferne.

Endelig må det ikke glemmes, at dopingmisbrug også er et fænomen, der er både historisk og kulturelt betinget.

Allerede for 100 år siden måtte deltagerne i Tour de France tage sig en cognac for at gennemføre strabadserne.

For 50 år siden var de kommunistiske østbloklande først med at sætte dopingmisbruget i system for derigennem at opnå resultater og politisk prestige.

Siden er det den kommercielle udvikling og øgede professionalisering, der har dikteret svøbens omfang.

Selvfølgelig har Bjarne Riis mistet troværdighed med så mange års løgne. Men når forargelsen og fordømmelsen har lagt sig, vil han formentlig være en lettet mand med mod på at komme videre i tilværelsen.

Glorien er pillet af helten, der endelig har tilstået sin skyld. Men han har ageret og manøvreret i en verden, der på det nærmeste har tryglet om at blive bedraget.

JP