Offentliggjort 27.08.09 kl. 13:27
En række nordsjællandske kommuner ønsker konfirmationsforberedelsen flyttet fra morgentimerne, hvor eleverne er friske.
70 procent af en ungdomsårgang vælger at blive konfirmeret, og siden 1700-tallet har konfirmationsforberedelse været en del af skolegangen.
Folkekirken har altså sat sig på en del af skoledagen for konfirmands-årgangen, og sådan er det stadig på langt de fleste skoler.
Men kirkens plads fasteplads i folkeskolen er til debat flere steder i landet. Blandt andet i en række nordsjællandske kommuner, hvor skolerne ønsker, at konfirmationsforberedelsen flyttes fra morgentimerne til midt på eftermiddagen, når skoledagen er forbi.
I Lyngby-Taarbæk Kommune har debatten glødet mellem kirken og skolevæsenet i over et år - uden en løsning eller et kompromis.
»Konfirmation har ikke ret meget med skolen at gøre. Det er et levn fra gamle dage, og hvorfor skal kirken sidde på de bedste undervisningstimer på dagen,« spørger Anders Westergaard, formand for skolebestyrelsen på Fuglsanggårdsskolen i Lyngby.
Anders Westergaard understreger, at han sagtens kan forstå præsternes ønske, og at sagen for ham ikke handler om, at kirken ikke skal have en central plads i dansk kultur.
»Der stilles stadigt større krav til, hvad skolen skal lære børnene, og der er brug for hver eneste time, hvis de skal klare sig godt. Derfor kan man sætte spørgsmålstegn ved, om eleverne skal gå til præst i skoletiden,« siger Anders Westergaard.
Han får svar på tiltale fra sognepræst Søren Hermansen fra Sorgenfri Kirke, som ikke forstår ønsket fra skolerne.
»Vi har jo hørt om, at skolerne gerne tager hensyn til religiøse mindretal og bl.a. giver elever fri under ramadanen. Det er helt fint, men hvorfor vil man ikke vise kristendommen samme respekt og fortsat sikre, at eleverne får kendskab til kristendommens rolle i samfundet, og hvad der foregår i folkekirken? Der er trods alt stadig mere end 80 pct. af danskerne, der er medlem af kirken,« siger Søren Hermansen.
Annonce:



















