Offentliggjort 02.03.09 kl. 12:50
Det politiske forløb omkring skattereformen er slet ikke slut. Dramaet vil køre frem mod næste valg.
Erhvervslivet skælder ud. Oppositionen angriber. Vælgerne er skeptiske. Det er ikke let at lave skattereform i Danmark.
Specielt er det ikke let at lave en reform, hvis formål reelt var at give skattelettelser til folk med gode indkomster. Det vidste regeringen godt. Når den alligevel kastede sig ud i en sådan reform, var det af økonomisk nødvendighed.
Økonomisk giver det god mening at gennemføre en lettelse i de meget høje danske marginalskatter. Det kan få folk til at arbejde mere og dermed gøre noget ved den alvorlige mangel på arbejdskraft, som vil opstå om nogle år. Hvis man ikke tager fat på det problem, får vi lav vækst og et stort hul i de offentlige finanser.
Man kan oven i købet gennemføre disse lettelser, uden at de lave indkomster skal betale for det. Ydermere kan en sådan reform bidrage til at fastholde og tiltrække højt uddannet arbejdskraft i konkurrencen med andre lande.
Men det var helt forudsigeligt, at skattelettelser i den øvre ende ikke bare ville få lov til at passere. Social lighed er en nøgleværdi for de fleste danskere. Det er grundlæggende særdeles godt, men det gør det svært at vinde gehør for, at vi er godt tjent med at lette marginalskatten.
Regeringen vidste, at der måtte ske en social opblødning af reformplanerne. Men hvis der skulle ændres på den sociale profil, skulle det ikke være oppositionen, der høstede æren af det. Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal skulle ikke have lov til at tage sig økonomisk ansvarlige ud ved at deltage i et forlig og samtidig være dem, der krævede bedre social balance.
Derfor enedes regeringen med Dansk Folkeparti om at få oppositionen ud af vagten. Når regeringen var nødt til at slå af på sine økonomiske mål med reformen, skulle det i hvert fald være dens loyale støtteparti, der sørgede for mindre lettelser i toppen og større i bunden.
Resultatet er blevet en reform, der ikke når i mål med at løse de økonomiske problemer, som den skulle løse. Den skaber ikke så meget ekstra arbejde og så stor en forbedring af de offentlige finanser, som Skattekommissionen lagde op til. Der ligger stadig en alvorlig opgave og venter med at sikre velfærdsstatens økonomi.
Men reformen når trods alt et godt stykke. Den gennemfører lettelser i marginalskatten, som er bemærkelsesværdige, når man tager i betragtning, hvor svære de politiske vilkår er for at komme igennem med den slags i Danmark.
Regeringens problem i forhold til vælgerne bliver da også at forklare, hvorfor den er gået så langt. Det er også derfor, at den serverer selve skattereformen sammen med en række forslag til at øge beskæftigelsen.
Oppositionen hamrer løs på, at reformen har voldsom social slagside, og den ser ud til at have vundet første runde.
Men det er alt for tidligt at erklære den politiske kamp om skattereformen for afgjort. Skattereformer mødes næsten altid med skepsis i første omgang. Regeringen har imidlertid to kort i baghånden: Den kan slå på, at oppositionen ikke vil garantere skattestoppet. Og den kan afkræve oppositionen svar på, hvilke skattelettelser den vil annullere, hvis den kommer til magten.
Det politiske forløb omkring skattereformen er slet ikke slut. Dramaet vil køre frem mod næste valg.
Annonce:



















