Fogh på forkert post

Den rette mand, men det forkerte tidspunkt og det forkerte job. Sådan tegner Foghs spring fra dansk til international politik.

Meget tyder på, at Natos næste generalsekretær hedder Anders Fogh Rasmussen. Sikkert er det dog først, når USA har sagt ja. Men sker det, vil en statsminister med så stærk en position uundgåeligt efterlade et stort hul i dansk politik.

Allerede inden afgørelsen er faldet, har sagen gjort luften tyk af bekymring og frustration hos Venstre, hos regeringen og hos støttepartiet Dansk Folkeparti. Det er der to særlige grunde til:

Løkke sårbar

For det første er timingen uheldig. I givet fald går Fogh på et tidspunkt, hvor afløseren Lars Løkke Rasmussen befinder sig i en meget sårbar position. Han møder i øjeblikket kraftig personlig modstand i meningsmålingerne, og der venter store politiske problemer forude, blandt andet på grund af finanskrisen.

For det andet viser forløbet, hvor kompliceret det er, når en siddende statsminister bliver involveret i et langstrakt forløb om en international post. Spørgsmålet om Foghs fremtid har overskygget regeringens politiske arbejde. Samtidig mister en regering autoritet, når vælgerne regner med, at statsministerens tid er ved at rinde ud. Alle retter blikket mod tiden efter.

I regeringslejren vil man gerne snart have det overstået. Og i hvert fald i Venstre og Dansk Folkeparti er det et udbredt håb, at Fogh ikke får Nato-posten. Fogh burde ret beset håbe det samme.

Hvad vil han der?

Jeg har hele vejen igennem undret mig over, at han gik efter denne post. Han er et meget politisk væsen – bevidst om sine holdninger, yderst målrettet og stærk som beslutningstager. Men som Natos generalsekretær vil hans situation være følgende:

Natos politiske rolle er begrænset. Den absolutte hovedopgave ligger i Afghanistan. På andre områder, hvor Nato også har en rolle, bliver det ikke til meget, fordi medlemslandene ikke kan enes. Og når Nato træffer vigtige politiske beslutninger, vil Fogh som embedsmand ikke have den store indflydelse på dem.

Det virker ikke som en indlysende opgave for en politiker, der nyder en betydelig international respekt.

EU-kommissionen mere attraktiv

For Fogh ville det være væsentligt mere attraktivt at blive formand for EU-kommissionen. Ganske vist er denne også formelt en slags embedsmand, men jobbet rummer langt større og bredere politisk indflydelse.

Når Fogh har satset på Nato, må det være, fordi han har regnet med, at posten som formand for EU-kommissionen ikke var i spil, eftersom den nuværende formand, José Manuel Barroso, er indstillet på at fortsætte. Men det er ikke givet, at Barroso får en ny periode.

Hvis Fogh senere i år blev afløser for Barroso, ville det stadig være dårlig timing i forhold til dansk politik. Men der ville trods alt være mere perspektiv i det. Nu fanger bordet imidlertid i Nato.

To forløb er et for meget

Men hvad nu hvis det glipper med Nato i sidste øjeblik? Ja, så kunne Fogh godt prøve at blive formand for EU-kommissionen, men han ville være nødt til først at gå af som statsminister. Han kan ikke byde sin regering endnu en periode med usikkerhed om, hvor man har statsministeren. Dermed ville han risikere at havne med ingenting, og den satsning har han næppe lyst til.

Den rette mand, men det forkerte tidspunkt og det forkerte job. Sådan tegner Foghs spring fra dansk til international politik.