Vesten tabte på Durban II

Hvornår holder de vestlige lande op med at agere boksebold for muslimske diktatorer?

Politisk kommentator Ralf Pittelkow. Foto: Lars Krabbe

Relaterede artikler

Gaddafi lukker for internettet

Hård dansk kritik af Iran

Tjekkiet står skoleret i Teheran

Se alle >>

Opinion

Ordet er dit: Er det godt, at Danmark deltager i FN's racismekonference?

Blogs: Direkte fra Durban II

Pittelkow: Sådan køres FN i sænk

Fakta om Durban II

Fakta om FN's menneskerettighedsråds racismekonference, Durban II

• Durban II er den anden FN-konference, der sætter fokus på racisme. Den første konference blev afholdt i den sydafrikanske by Durban i 2001.

• Konferencen finder i år sted fra den 20.-24. april i Genève.

• Libyen er formand for planlægningskomitéen for Durban-konferencen. Komitéen omfatter også lande som Pakistan, Cuba og Iran. Sammen skal landene forberede konferencens sluterklæring. Flere af de muslimske lande i organisationen OIC gik tidligere efter at kategorisere religionskritik som racisme og forbrydelse mod menneskerettighederne. Det har skabt uenighed med flere vestlige lande, der betragter forbuddet mod religionskritik som et brud på ytringsfriheden.

• Også under den først racismekonference i Durban var der interne stridigheder blandt de deltagende lande. Dengang udvandrede Israel og USA i protest over den anti-vestlige og i særdeleshed anti-israelske stemning.

Danmark og andre vestlige lande fik forhindret de mest radikale muslimske krav til slutdokumentet på FN’s racismekonference, Durban II. Først og fremmest kravet om, at religionskritik skulle udnævnes til at være racisme.

Man må naturligvis glæde sig over, at dette esktreme angreb på ytringsfriheden blev stoppet. Der er også andre passager i slutdokumentet, som er positive set med demokratiske og humanistiske briller. Det gælder således generelle betragtninger om værdien af demokrati og ytringsfrihed og en påmindelse om, at Holocaust aldrig må glemmes.

Ikke noget at fejre

Men ser man på dokumentet som helhed, er der ikke meget at fejre for Vesten. Man kan selvfølgelig godt kalde det en sejr, at man fik fjernet de værste tidsler. Men det, der er tilbage, er samlet set et nederlag for Vesten.

De mest pågående muslimske lande har et klart formål med den debat om racisme, som ligger bag slutdokumentet:

De vil udvide racismebegrebet, så de kan bruge det til at stille forskellige krav til de vestlige samfund om, at de skal give muslimer og islam flere indrømmelser og rettigheder. I den forbindelse er de ikke optaget af at sikre individets frihed, men af at sikre bestemte rettigheder for muslimerne som gruppe.

Kravet om at forbyde religionskritik var et strålende eksempel på dette. Man ville ofre individets ytringsfrihed for at beskytte islams dogmer mod en almindelig kritisk debat.

Forbud mod hadsk tale

Dette radikale krav røg ud. Men tankegangen sætter stadig sit præg på slutdokumentet. Man støtter således forbud mod såkaldt hadsk tale (”hate speech”). Et sådant forbud kan bruges til det samme som et forbud mod religionskritik.

Jacob Mchangama, chefjurist i tænketanken CEPOS, spurgte på konferencen én af nøglefigurerne i denne debat, den berygtede senegaleser Doudou Dienne, hvad et forbud mod hadsk tale ville betyde for Muhammed-tegningerne. Dienne svarede, at Kurt Westergaards tegning af bomben i turbanen ville være forbudt. (Berlingske Tidende 23.4.).

Men problemerne med slutdokumentet begrænser sig ikke til angrebene på ytringsfriheden. Dokumentet er fyldt med betragtninger, der reelt drejer sig om, hvordan de vestlige lande bør indrette deres samfund, specielt i forhold til flygtninge og indvandrere.

Positiv særbehandling

I den forbindelse bliver de vestlige lande også belært om, hvordan de bør styrke for eksempel religiøse mindretals politiske indflydelse og give dem positiv særbehandling i samfundet. Det er udtryk for en gruppetænkning, som står i kontrast til vores vægt på individets frihed og adskillelsen af religion og politik.

Samtidig leder man i slutdokumentet forgæves efter formuleringer, der rummer tilsvarende belæringer til de muslimske lande om, hvordan de bør indrette deres samfund. Til trods for, at der er uendelig meget mere at tage fat på her, når det gælder diskrimination og menneskerettigheder.

Slutdokumentet afspejler et Vesten, der holder sig pænt tilbage med kritik af muslimske lande og accepterer en rollefordeling, hvor de frie og demokratiske vestlige samfund står som de skyldige. Vi har set det mange gange før, for eksempel under Muhammed-konflikten.

Hvornår holder de vestlige lande op med at agere boksebold for muslimske diktatorer?